Guitar-helten mister momentum
I Grækenlands stegende sommerhede, i midten af sommeren 2009 indspillede superguitaristen Joe Bonamassa opfølgeren til kæmpesuccessen The Ballad of John Henry fra 2009. Indspilningen i Santorini blev også denne gang overset af producer Kevin Shirley der vanen tro har givet Bonamassas progressive blues rock et autentisk live-sound med summende rørforstærkere og ægte ‘band-feel’. Shirley er betydeligt medansvarlig for den enorme success som Joe Bonamassa har oplevet i de seneste 3-4 år. Pladerne er blevet bedre og har budt på mange utraditionelle fortolkninger (primært foreslåede af Shirley) af andre kunstneres numre. På forrige udgivelse findes således en herlig saloon-version af Tom Waits’ “Jockey Full of Bourbon”, hvor Bonamassa var helt med på at levere den fremragende tekst og melodi. Pladen viste også hovedpersonen som en fremrangende sangskriver og fornyer af bluesrockens lidt slidte image.
På den spritnye Black Rock har Bonamassa udvidet det musikalske lydbillede med adskillige instrumenter som ikke umiddelbart forbindes med blues og rock. Her benyttes alt fra dobro-guitarer, mandoliner, bambusfløjter, klarinetter og bouzouki som bidrager til en særlig stemning på numre som “Quarryman’s Lament”, hvor man nærmest kan snydes til at tro at Ian Anderson (Jethro Tull) har tilføjet de lækre fløjtetoner. Men først og fremmest er det selvsagt guitaren der er den dominerende styrke på Black Rock, og den spiller Bonamassa som få andre kan. Spændvidden i hans spil eksemplificeres i de vidt forskellige “Three Times a Fool” og Leonard Cohens “Bird on a Wire”; traditionel 12 bar boogie blues overfor det grænsesøgende og eksperimenterende.
Sidstnævnte udgør ét af otte cover numre og det efterlader kun fem egenkomponerede numre på Black Rock, hvilket efter min mening er for svagt et output fra Bonamassa, der lige nu nyder så stor anerkendelse verden rundt som tilfældet er. Valget af covernumre er hverken opsigtsvækkende eller overraskende, og det er da da også de originale numre der efter gennemlytning står stærkest i erindringen. Især “Blue and Evil” som er pladens absolutte højdepunkt og indeholder et effektivt og insisterende riff á la Zeppelin med mellemøstlige smagsvarianter. Et nummer der burde være albumåbner i stedet for henvist til 12.-pladsen.
En gæsteoptræden fra den aldrende B.B. King der med blot en enkelt tone kan sætte lyd på selve bluesens knoglemarv står ikke til at hive albummet helt op under skyerne. De mange covernumre og en tand for meget ‘røvballe-blues’ får desværre Black Rock til at fremstå som et knap så fokuseret og helstøbt album som sin forgænger.
Til gengæld er vi nogle der ser frem til det kommende album fra gruppen Black Country som Joe Bonamassa for nyligt har dannet med Glenn Hughes, Jason Bonham og Derek Sherinian (ex Dream Theater).
