Dansksproget drejning uden kant
Den danske sangskriver Jens Henrik Horslund er ganske produktiv. Og de fleste gange han udsender nyt, sker det under nyt navn eller i en ny sammenhæng. Siden gennembruddet i det lovende rockband Girlfriend, har Jens Henrik Horslund en række Ep’er og et enkelt fuldlængde album under sit efternavn.
Hvad enten der har været tale om soloplader, tiden i Girlfriend eller det lille charmerende garagerock-projekt JJ100’s, så har det været kendetegnende for Jens Henrik Horslunds produktivitet, at alt har været skrevet på engelsk. Og udover en gevaldigt poppet drejning i sangene, så er det også en markant forskel på den nye Ep, at teksterne nu er skrevet på dansk.
Det gør imidlertid ikke den helt store lykke eller ulykke, for teksterne er på ingen måde dårlige eller vamle, som det ellers kan opleves hos kunstnere, der skifter sangsprog til modersmålet, men de er heller ikke specielt vedkommende og har ikke substans til at ændre indtrykket af sangene.
De fire sange på Ep’en minder stilmæssigt mest af alt om Horslunds engelsksprogede soloalbum. Selvom Ep’en beskrives som ’støvrocket’, så er det mest af alt popmusik, der til tider hælder mere mod den klassiske rendyrkede slager-pop, end det hælder mod rockgenren. Der mangler noget energi, og det hele virker en tand for poleret og nysseligt.
Jens Henrik Horslund har en luftig vokal, der kan være udtryksfuld, hvis den bakkes op af et lydbillede med en vis nerve og spænding. I den pæntpolerede indpakning, som han serverer sig selv i på Iskold Vinter, der bliver den luftige vokal blot endnu mere luftig, og det giver til tider sangene et mere indholdsløst udtryk, end det er nødvendigt.
Sangskrivningsmæssigt går man aldrig galt i byen med Jens Henrik Horslund, men på denne Ep har han vanskeligt ved at gøre sine sange vedkommende og velfungerende. Først og fremmest er produktionen ikke god ved sangene, og samtidig er udgangspunktet for let, luftigt og poppet til, at sangene får energi og nerve, der kan få dem til at smitte og gribe lytteren.
