Canada – you rock my world!
Canadierne i det store musikalske kollektiv Broken Social Scene har med deres fjerde album Forgiveness Rock Record for alvor ramt plet. En lang og eklektisk rejse over mere end en time er en stor mundfuld, men hvor gør den dog godt. Ét band som for alvor sidder i baghovedet, når man hører Broken Social Scene er Arcade Fire, men det er helt uden dårlig kopifornemmelse eller mangel på egne virkemidler, man sidder med den reference, blot samme kollektive sound og tilgang til musikken. Adskillige numre benytter samme eksalterede vokaler og hurtige trommer i lokomotivtempo med stikker på både skind og metal, som de beslægtede canadiske yndlinge. Strygere er også evidente i en noget alternativ tilgang til den traditionelle ærke-amerikanske rockskole.
Der er en legende og jovial stemning tilstede overalt på Forgiveness Rock Record. En fornemmelse af, at alle kommer til orde både i skabelsesprocessen og udførelsen. Det er ikke super gennemført eller musikalsk ekvilibrisme, men gennemarbejdet og vanvittigt charmerende håndværk af bedste skuffe. På størstedelen af de 14 numre er grundlaget up-tempo og smittende humør, fuld af lykke-, sejrs- og ekstatiske jubelskrål på alle leder og kanter. Høj energi og spraglet lyd ud fra mantraet anything is possible – let’s do it! Andre steder bygger støvede og forsigtige semi-elektroniske introer sig op mod gigantiske omkvæd i U2-scope. Lyden svinger fra delikat og varieret guitararbejde til stunder med ambient ro og fnuglette arrangementer over hjertefølende harmonier, det hele lagt i en særdeles melodiøs ramme, som ofte går direkte i solar plexus og løfter sangene op i superligaen. Det er skævt uden at negligere det essentielle – den gode melodi med masser af substans og rig på tekstur.
Forgiveness Rock Record bugner af sange som kræver deres plads på musikscenen, uden at give afkald på kant og masser af albuer, og helt uden at gøre selvfedt opmærksom på sig selv i en irriterende og hul excentricitet. Hvor tidligere BSS albums indimellem led under, at være lidt for art-rocket for min smag, viser bandet nu deres egentlige potentiale og griber fornemt fat om struben på den gode melodi, uden at give afkald på den weirdness, som så sandelig også klæder canadierne.
Hver gang de kommer lidt for tæt på mainstream, lægger de en sten i skoen på lytteren, så det aldrig bliver for bekvemt eller rart. Det vidtfavnende og mangefacetterede udtryk er stadig en vigtig del af bandet, som på ingen måde ofrer sig selv på simplicitetens alter.
BSS tror for alvor på sig selv nu. Deres sange er blevet bedre end tidligere og de mestrer store dele af den musikalske palet med stor elegance og overskud på det nye album.
Skæv guitarrock, neosoul, moderne diskovarianter og god gammeldags arbejderrock, indimellem løftet til himmels af storslåede strygersekvenser, går hånd i hånd på forunderlig vis på udspillet. Det hele leveret med sav, mandolin, blæsere og elektroniske remedier udover de mere klassiske rockinstrumenter.
Episke hymner som den næsten syv min. lange åbner ”World Sick” bevarer integriteten hele vejen igennem nummeret, mens ”Chase Scene”’s motorisk rykkende psychdisco og bersærkerpop tilsat frivole blæserangreb hugget direkte med kurs mod dansehypofysen overtager – og dét faktisk uden at det forvirrer det mindste. ”Forced To Love” kunne være gode ga(m)le Sparks udsat for canadiske tømmermuskler.
”Meet Me In The Basement”’s rustikke instrumentaløvelse giver pusterum, mens ”Art House Director” er funky space-age lømmelrock i partystemning med alskens blæsere. Den charmerende og skæppeskønne ”Texico Bitches” flankeres af vokaler fra Pavements Scott Kannberg. Skør og alkoholisk fuldemandsrock møder en på ”Water In Hell”, i en tilbagelænet psych-fuzzrock, som et dopet Beatles på vildveje, mens ”Forced To Love” rocker røven ud af bukserne på mangt et rock´n´roll band.
Sådan er præmissen på Forgiveness Rock Record og det kan lyde som genremæssigt overkill, men det føles ikke sådan, fordi det er gjort med så stort overskud og humør, men først og fremmest en stor fornemmelse for den gode melodi, i alt det som ved førstehåndsindtryk kan virke som en rodebutik.
Hos undertegnede er der ikke tale om tilgivelse, snarere om overgivelse til en stor og balstyrisk rockplade rig på ideer og melodisk overskud.