90’ernes 30 bedste albums: #26
David Bowie har altid været utilregnelig og konstant søgende i sit kunstneriske udtryk, indimellem med varierende held. Respekten blev med nød og næppe reddet med det kriminelt undervurderede Tin Machine projekt i 1989 efter i næsten ti år, at have befundet sig på randen af kreativt nedbrud der efterlod mange bekymrede fans. Bowie har igennem hele sin musikalske karriere formået at tolke den musikalske tidsånd og konstant udfordret sit publikum med sirligt tilrettelagt iscenesættelse.
Da han i 1995 udgav 1.Outside var det kun to år siden han på den polerede, men ingenlunde dårlige Black Tie White Noise havde spillet dansabel storbyfunk i jakkesæt og med saxofon. I midthalvfemserne genoptog han samarbejdet med Brian Eno og resultatet blev en af Bowies mest interessante udgivelser på denne side af 1980. Denne gang hentede duoen inspiration i techno, industrial og ambient – helt i tråd med tidsånden. I 1995 var det da også en helt forandret Bowie der trådte frem i lyset, nu som slank, hulkindet cyber-punker med orange strithår. Forandringen var slående.
Pladen var første del af en dengang planlagt trilogi som skulle rundes af ved årtusindskiftet, men her 15 år senere mangler vi stadig at høre Contamination og Afrikaan som del 2 og 3 allerede var navngivet, de blev nemlig aldrig til noget. 1.Outside består af 19 numre som i sin sammenhæng udgør en noget forvirrende og halv-prætentiøs kriminalhistorie der foregår kort ude i fremtiden (dvs 1999). Detektiven Nathan Adler er sat til at opklare en række kunstforbrydelser samt mordet på en 14-årig pige ved navn Baby Grace. Musikalsk bevæger han sig indenfor både industrial og foruroligende fusions-jazz som i samspil med forvredne stemmer og distortion-guitarer danner nærmest film-noir agtige billeder på nethinden af lytteren. Den lidt klamme stemning er et af de vigtigste elementer som stadig fænger ved gennemlytning her hele 15 år efter udgivelsen. Og så er der lige sangene.
1. Outside indeholder flere højdepunkter som tæller ”The Hearts Filthy Lesson”, ”The Motel”, ”Outside”, ”I’m Deranged” og ikke mindst ”Hallo Spaceboy”, der med en frisk reference til Major Tom tårner over dem alle som albummets absolut bedste nummer (tjek YouTube for en giftig liveudgave med Foo Fighters). Alle sammen stærke sange som dog nemt drukner i for meget pausefyld. Her bør især nævnes de tre Segue sektioner, ”As a Voyage of Utter Destruction (As Beauty)” og ”Wishful Beginnings”. Pladen rundes af med ”Strangers When We Meet”, der nærmest lyder som en opdateret version af ”Absolute Beginners” fra 1986. De førnævnte musikalske stemninger blev i årene efter udgivelsen brugt i flere film bl.a ”I’m Deranged” der var at finde på soundtracket til David Lynch’ Lost Highway (1997) og ”The Hearts Filthy Lesson” danner lydspor til rulleteksterne i David Finchers Se7en fra 1995.
Teksterne på pladen blev til efter en særlig cut-up metode som går ud på, at klippe en tekst i mindre bidder for derefter at sætte dem sammen på ny og derved danne helt nye meninger. Bowie brugte også denne metode på nogle af sine tidlige sange fra starten af 1970’erne.
I stedet for at fortsætte fortællingen fra denne plade fik vi i stedet mere techno og jungle beats på opfølgeren Earthling fra 1997, og selvom Bowie senere vendte tilbage til rocken på den udmærkede Heathen (2002) er der alligevel en følelse af, at 1. Outside (indtil videre) blev David Bowies sidste rigtig gode skive. Når det så er sagt så er det hverken Bowies bedste album eller halvfemserne bedste, men det er afgjort Bowies bedste album fra det årti.
