Sprælsk, farverigt, rodet, gøglet og usammenhængende
Canadiske Born Ruffians er i den grad musikalske gøglere, der ikke lader sig begrænse af normer og standarder. Det viser deres Say It-album i allerhøjeste grad, og det er både bandets styrke og svaghed. Det bliver nemlig aldrig kedeligt og ensformigt, til gengæld er det svært at finde sammenhængen på dette meget spraglede og farverige album.
Stilen er grundlæggende indiepop med guitar som det klare omdrejningspunkt. Det hele starter med en abrupt guitar-figur på det underfundige ”Oh Man”, der desuden sætter standarden med humørfuld vokal og melodi og med en skærende guitarbund over en livlig bas. ”Sole Brother” lægger sig i samme boldgade med en særpræget guitarfigur, der her virker som var den hentet i den klassiske pigtråds-rock’n’roll.
Albummet lever først og fremmest på de skæve, skøre og uregerlige indfald, og de gør ”Retard Canard” og ”The Ballad of Moose Bruce” til opsigtsvækkende skæringer, der spiller på samme mange mærkværdige indfald, at de har svært ved at hænge sammen med sig selv.
Når Born Ruffians forsøger sig med lidt mere strukturerede sange, lykkes de faktisk ganske pænt. Det er tilfældet på ”Come Back”, der har et melodisk snit, som giver en varm tilgængelighed, der understøttes af den umiddelbart malplacerede – men samtidig stærkt funktionelle – saxofon. ”Blood, The Sun & Water” har også en mere klassisk og velfungerende struktur over sig, mens det bliver lidt for ordinært på ”What To Say”.
”Higher & Higher” er lidt Vampire Weekend-agtig, men fungerer ikke rigtig som et sammenhængende nummer, og derfor er det mere sprælsk og skørt, end det egentlig er godt, og det samme kan man sige om ”Nova Leigh” og den skumle afslutter ”At Home Now”.
Born Ruffians er spil-levende, uforudsigelige og uregerlige. De formår at skabe et par strukturerede sange med hitpotentiale, men ellers er det impulsiviteten, der er i forgrunden. Det giver et sprælsk, farverigt og mangfoldigt album, der imidlertid samtidig er lidt vel rodet, gøglet og usammenhængende.
