Alle vil gerne have en lille bid af den store VM-kage, og det sydafrikanske rockband Civil Twilight, der har slået sig ned i New York, hopper med på bølgen med deres debut. Og der er tale om et album, der føles uendeligt langt, og som trods talent og gode intentioner kun formår at overbevise i ganske få momenter.
Således bliver det ganske ensformigt at lytte til det sydafrikanske rockband, der leverer den ene storladne stadionrock-ballade efter den anden – suppleret af et par rodede energiudladninger uden den klare røde tråd.
Fra åbningsnummeret ”Anybody Out There” buldrer det afsted med langstrakte flader, klynkeagtig vokal og et omkvæd, der sagtens kunne være lånt af U2. ”Next To Me” er en mere funktionel og hitpotent ballade, men den lyder i høj grad som så mange andre af slagsen.
På ”Soldier” er der masser af energi, men ikke ret meget sammenhæng, og den manglende sammenhæng kendetegner også balladerne ”Letters From The Sky”, ”Run Dry”, ”Save Yourself” og den langstrakte og pompøse ”Perfect Stranger”. ”What You Want” byder på en alternativ taktart i indledningen, inden det lidt for lange nummer udvikler sig til et rodet sammensurium af energiudladninger og trommebulder.
Når det alligevel er værd at lægge lidt af sin opmærksomhed i armene på Civil Twilight, så er det fordi de rent faktisk – og trods alt – har et par fornemme passager at byde på undervejs. På balladesiden har ”On The Surface” alle de følsomme og intense kvaliteter, som de andre ballader mangler, og den står derfor som et af de klare højdepunkter på albummet.
”Trouble” skiller sig ud med en vis desperation og et heftigt udtryk, der imidlertid er ved at kamme over undervejs, og ”Human” er en klaverballade, der er noget mere skrabet og afdæmpet end resten af albummet.
Det uomtvistelige peak-punkt på albummet er den vidunderlige ”Quiet In My Town”. Her findes en næsten Jeff Buckley-agtig sound i den store opbygning fra det intime og følsomme til det storladne, desperate og rastløse. Fornemt nummer, der dog har svært ved at finde fodfæste i sammenhæng med de lidt mere banale og konceptuelle rockballader.
Civil Twilight har deres momenter og højdepunkter, men der er ikke nok af dem. Og på et album, der i den grad er langt og langstrakt, er det umuligt at holde fokus på sydafrikanernes lidt for storladne, klynkeagtige og ensartede stil fra start til slut. Anbefalingen herfra er at rende på internettet og købe sig til ”Quiet In My Town” – og hvis der er smag for ballader, så suppler med ”On The Surface”. Ellers er det begrænset, hvad der er at komme efter hos Civil Twilight.
