Med proptrækkerkrøller ned i øjnene – trods forsøg på at holde dem på plads med et gammeldags pandebånd – ligner Darwin Deez en mand, der på sin debutplade vil levere et ordentligt los hippie-rock. Det er ikke helt tilfældet, for denne amerikanske sanger og sangskriver er snarere indie-singer/songwriter med et garage-agtigt og til tider let ironisk præg.
Vokalen er genert og naiv i sin tone, mens det er den rene elguitar-lyd, der præger de fleste numre. Og når guitaren får lov at lægge en huggende bund bag de banale melodier, fungerer det faktisk ganske fint. Når Deez flirter med elektroniske beats, der ustandseligt opbrydes, så holder vokalen og numrenes overflade ikke til den megen rumsteren, og så er det som om, at overfladen krakelerer, og Darwin Deez mister fodfæstet.
De catchy indie-poppede sange starter med åbneren ”Constellation”, der ligesom ”Deep Sea Divers” har et insisterende guitar-drive. ”Up In The Clouds” hører til samme kategori, men er lidt skævere i sin form. Disse tre sange tegner et fint billede af Darwin Deez forcer, mens det ikke lykkes ligeså godt på resten af albummet.
”DNA” har en catchy overflade, men bliver lidt rodet med en lidt funky rytme, mens ”The Suicide Song” har kant og nerve, men ikke rigtig fanger melodisk. ”Bed Space” er en ironisk ulykkelighedshistorie, hvor forlist kærlighed bliver sammenført med asteroider, galakser og alt det andet fra det ydre rum.
De resterende 4-5 numre virker på mig som rent fyld. Det roder og forvirrer, og disse numre kunne snildt have været undværet, så vi i stedet sad med en relativt interessant EP. Nu bliver det kun en skitse til noget, der måske kan blive interessant i fremtiden, hvis Darwin Deez vælger den vej, hvor han er stærkest, frem for at fise rundt i hundrede forskellige retninger, hvoraf de 95 er vildspor.
