Med Nathan Williams som uomtvisteligt omdrejningspunkt er Wavves klar med albummet King Of The Beach, der er det tredje i rækken. Og det er ærligt talt svært at holde sig fokuseret på denne omgang overfladiske energiudladninger ret længe ad gangen.
Det er guitarpræget indie-punk, der med højt svævende vokal, guitarer, der er i den støjende ende af forvrængnings-skalaen, og trommer, der tæsker derudaf. Melodierne minder usædvanligt meget om hinanden, og efter en fin start med titelnummeret ”King Of The Beach”, der virker lovende nok i sig selv, så varer det ikke ret længe, før tankerne flyver langt afsted, og man undrer sig over, at numrene i den grad flyder sammen i en stor grød af uadskillelige guitarer.
”Linus Spacehead” er undtagelsen, der som ægte pop-skævert har noget charmerende over sig. ”Green Eyes” har lidt opbrud undervejs, der gør den interessant, og som varierer fra den store grå masse, men ellers har jeg svært ved at finde de egentlige højdepunkter. ”Mickey Mouse” eksemplificerer ganske godt, hvorfor det oftest er svært at finde hoved og hale i dette album.
Det bliver for snævert, for rumsterende, for uroligt, for usammenhængende og for ensformigt til, at det fanger min interesse. Det meste flyder sammen i en stor grødmasse, der er svær at skille fra hinanden og sig selv, og dermed er det allerhøjst et par mulige enkelttracks, der kan anbefales. Som album er Wavves absolut forbeholdt de få.
