En samling af de bedste lovesongs fra en kunstner, der havde sin storhedstid for 25 år siden, lyder ærlig talt ikke som noget, der burde få mig til at falde i svime. Men det gør det. Suzanne Vega er stærkt vedkommende og nærværende på denne samling akustiske indspilninger af hendes bedste kærlighedssange.
Jeg hører nok til flertallet, der med jævne mellemrum glæder mig over at høre Vega-hittet ”Luka” i radioen, og som med lidt længere mellemrum finder på at tage et genlyt med Solitude Standing eller Tom’s Diner-pladerne, men bortset fra det er mit kendskab til Suzanne Vega ganske begrænset.
Close-Up Vol 1 er første af fire albums, Vega udsender i de kommende år, hvor hun samler op på sit hidtidige materiale og pakker de tidløse og gribende fortolkninger af hverdagen ind i nye og moderne rammer. Og på denne akustiske kærlighedsplade, er det meget få fejltrin, Suzanne Vega tager.
Når Vega er alene med sin fingerspillede guitar og sin nærværende, intense, vedkommende og gribende stemme, er hun stærkest. Det sker til fulde på de aldeles smukke ”Small Blue Thing”, ”Gypsy”, ”Harbor Song” og ”Stockings”, mens der er lidt mere kant og bandfornemmelse på ”If You Were In My Movie” og ”Headshots”. ”Marlene On The Wall” er topmelankolsk, men får et lidt ærgerligt overfladisk præg trods fin klagende guitarsolo og gribende tilstedeværelse i vokalen.
Med Close-Up Vol 1 er Suzanne Vega på de stærkeste steder, som der er mange af, i allerhøjeste grad lykkedes med at åbne min nysgerrighed for de mere hemmelige sider af hendes bagkatalog. Og forventningerne til kommende albums i denne serie er store. For Suzanne Vega understreger, at hendes sangskrivning er i verdensklasse, at hendes vokal rummer et nærvær, som er sjældent hørt, og at hendes udtryk generelt er så tidløst, at sangene på alle måder virker nutidige og vedkommende i 2010 også.