Venstrehåndsarbejde og uinspireret udspil fra tidligere så lovende canadiere
Har man hang til kalorierig og tilbageskuende indiepop med vid brug af 80´er synths, uden synderlig næring og viljestyrke, ja så er Stars’ nye udspil The Five Ghosts måske den rigtige indtagelse. Er man i derimod forelsket i deres tidligere udspil – jeg ynder personligt Set Yourself On Fire (2005) – skal man holde afstand, for Stars er, som titlen utilsigtet antyder, kun et spøgelse af sig selv på deres nye album.
Det er i denne femte ombæring så let, luftigt og musikalsk forgængeligt, at man næsten ikke ænser musikkens eksistens før den er ovre. Tomme kalorier som virker lokkende og umiddelbart velsmagende, men som forsvinder og er glemt det øjeblik pladen er til ende. En slags musikalsk candy floss.
De synthbeats hele skiven er læsset med har reminiscenser af amerikanske The Postal Service, som lider lidt under samme problem som Stars, nemlig det sukker-syntetiske overkill. Stars minder i sekvenser om Death Cab For Cutie, men er væsentlig mere poppet, andre gange står Prefab Sprout og sparker til hukommelsen. Amy Millan synger albummet igennem med samme sukkersøde intonation som en Tanya Donelly, men Millan mangler både Donellys og i særdeleshed Throwing Muses´ godtgørende syrlighed og beskhed. Hvor det farlige hele tiden lå på lur hos ovenstående, er Stars støvsuget for de to gruppers altopslugende lidenskab og dæmoni på kanten af den psykiatriske afgrund. Det behøver dog ikke altid være med porøs psyke og livet i hænderne for at være godt og der er da bestemt også gode takter og fine momenter på The Five Ghosts, det er bare for sjældent de for alvor titter frem.
Specielt indiepop-hymnen ”Fixed” og den Delgados lignende ”I Died So I Could Haunt You” er særdeles effektive og faktisk ganske vanedannende på trods af deres lettere naive uskyld. ”Fixed” er ubetinget albummets bedste skæring. Oldschool synths fungerer her fortrinligt, som en smittende sommerlun poprockmelodi, med en skøn og fremtrædende bas, som pumper nummeret afsted, mens Amy Millans stemme klæder de blidt rockende toner rigtig godt. Armene er løftet højt imod himlen og her går let melodi, catchyness og et fedt omkvæd op i en højere enhed.
Også ”He Dreams He´s Awake” stikker ud på den positive front, i hvad der lægger ud som en synthpop skabelon, ala det Depeche Mode lavede for snart 30 år siden på deres youngster-debut, men som hurtigt tager en drejning hen mod en ret substantiel og moody mol-sag, med befriende hvid shoegazestøj imod slutningen. Bare ærgerligt, at Stars ikke rigtig giver los og for alvor brager igennem, for nummeret næsten skriger på det.
I den kritisable ende af spektret befinder ”We Don´t Want Your Body” sig. Det er en rædselsfuld 80´er synthpop slasker, omkvædets ellers fine kvaliteter til trods, med et så pauvert vers at det nærmest må karakteriseres som pinligt, mens den ellers heftige upbeat åbner ”Dead Hearts” forbliver pæn og ender som en lidt kønsløs udgave af Delgados (der var de sørme igen) helt uden det bands bid og morbide kant. Også ”Wasted Daylight” er et ferskt popnummer, som bliver for sukret og kønt i længden. På ”Changes” slynges modsætningfyldte linier ud som ”I´ve never been good with changes. I Hate it when it stays the same”, mens strygere og klaver løfter nummeret op til en kærkommen smuk og ganske forførende sang, uden at den dog skaber landvindinger.
Resten af The Five Ghosts består af ”The Passenger” – nej ikke Iggys – hvor et blodfattigt vers sunget anæmisk og komplet ugideligt, igen reddes med nød og næppe af et omkvæd lige over middel. ”How Much Mores” fremdrift af syntetiske trommer, bashooks og keyboardflader i New Orders ånd og ”The Last Song Ever Written”, vis titel forhåbentlig ikke gælder musik in general, for det nummer er teksturløst som vanddamp.
En skuffende femmer fra en flok engang lovende, nu middelmådige canadiere, som måske synger på sidste vers. I hvert fald skal der skrues gevaldigt op for ambitionerne næste gang, hvis jeg skal indløse billet til turen.
