Amerikanske Cherry Ghost er klar med andet album, og under titlen Beneath This Burning Shoreline er det den storladne og filmiske lyd, der er i centrum hos Boston-bandet. Den meget omfattende instrumentering giver en særlig stemning på albummet, men reelt er det, når der skæres helt ind til det allermest nærværende og stemningsfulde, at Boston-bandet for alvor fungerer.
Cherry Ghost åbner med den ambitiøse og storladne ”We Sleep On Stones”, der er storladen og ambitiøs, men som også får en lidt for kølig og utiltrækkende lyd med indpakningen i enorme strygerflader. Det giver et lidt utilnærmeligt og uvedkommende præg, der går igen på numre som ”Only A Mother Could” og ”The Night They Buried Sadie Clay”, der dog samtidig har en fin filmisk flade med guitarer, der spiller unisont med – for derefter at gentage – vokalens melodilinje.
”Kissing Strangers” er et lidt for ivrigt forsøg på at skabe et hit, og sammen med ”Black Fang” er der her tale om en lidt for letbenet melodi til, at de store stemninger og den lidt usmidige vokal passer til.
Det fungerer straks langt bedre på den stemningsfulde ”A Month Of Mornings”, hvor der gives plads til de fine detaljer, uden at det hele drukner i overgjort lydbillede. Fin opbygning, ligsom på ”My God Betrays”, der ligeledes rummer nerven og nærværet, og her fremstår bandet som helt fremme i ansigtet på lytteren. Det er smukt, nydeligt og den storladne lyd er her sammensat, så der er plads til alle instrumenter – og ikke mindst vokal og stemninger. ”Diamond In The Grine” er Cherry Ghost med et lidt anderledes lyst lydbillede, og særligt i starten af nummeret går der ren Coldplay i den. Det behøver ikke være nogen skam, og nummeret som sådan fungerer udmærket.
Cherry Ghost mestrer de fornemme stemninger og de nærværende og intime musikøjeblikke. Men de satser helt modsat, og skaber enorme arrangementer med gigant-orkestreringer, og det er meget ærgerligt for dette album, der har masser af gode optrin, som kvæles i egne ambitioner. Det bliver for storladent og pompøst til, at detaljen og finessen træder skarpt nok frem.
