Gonzales i lidt for hyggelig hyggeligklub
Det bider ikke rigtigt fra sig, når José Gonzales sammen med bandet Junip giver et bud på en lidt særegen indelukket easy-listening indie-hygge-plade. Det er svært helt at karakterisere Junips stil, men det er vel ganske naturligt at betegne det som José Gonzales i en lidt mere omfattende orkestrering, hvilket jo i sig selv også er det, der er tale om.
José Gonzales har haft sin succes med sine soloalbums, men Junip har reelt eksisteret i mere end 10 år. Måske gennembruddet kan komme ved at læne sig gevaldigt op ad Gonzales’ succes, og det er nok nødvendigt for at få opmærksomhed, for Junips materiale er som sådan ikke noget, der opfordrer til de helt store armbevægelser.
Oftest bliver det lidt for hyggeligt, og kun sjældent giver Junip anledning til, at man som lytteren vågner fra den grå masse, der er det umiddelbare indtryk af bandet. Åbneren ”In Every Direction” er som afslutteren ”Tide” ganske genert og anonym, hvilket også er tilfældet på ”Rope & Summit”, ”It’s Alright”, ”Sweet & Bitter” og ”To The Grain”.
”Without You” er også aldeles afdæmpet, men som lytter kommer man lidt tættere på et mere intimt arrangement, mens ”Howl” har en lidt atypisk rastløshed over sig og ”Don’t Let It Pass” forsøger sig med en lidt mere iørefaldende melodi.
”Always” er det nærmeste man kommer på, at Junip flytter armene et par centimeter ud fra kroppen. Her opstår en fin energi, der klæder både José Gonzales og den introverte stemning, der ellers præger albummet, mens ”Off Point” også skal nævnes som et nummer, der hæver gennemsnitsniveauet betragteligt. Også her er det såvel melodi som energi, der løfter Junip fra den grå overflade.
Der er et par fine optræk til noget godt, men ellers er José Gonzales og Junip et lidt for genert og anonymt bekendtskab, der har svært ved at trænge så langt som ud over Gonzales’ eget stemmebånd. Overordnet er det for introvert og fjernt til, at det rigtigt fanger.
