Birdie birdie no no!
Det løjerlige projekt Dans & Lær er et skoleeksempel på en unik og god idé på tegnebrættet, som ikke nødvendigvis fører til et vellykket produkt.
Man kunne beskylde primus motor Bjarke Søballe Andersen for at have pip i kasketten og han vil sikkert opfatte det positivt, men hans projekt Dans & Lær er ikke nær så interessant, som man kunne have håbet. Cadeau skal dog lyde for forsøget, men det bliver hverken rigtig komisk eller musikalsk vellykket, det kvintetten disker op med på Havens Fugle. Måske er ingen af delene meningen, men i så fald ved jeg ikke, hvad jeg skal med det.
Bjarke fortæller en sød historie på indercoveret om en kærlig og lykkelig opvækst, med et kassettebånd bestående af fuglelyde som det mest opsigtsvækkende i barndommen. Dét lyder i mine ører som kimen til uendelig kedsomhed og Bjarke keder sig åbenbart stadig, for nu har han fået den vilde og revolutionerende idé, at sætte rytmer til selvsamme fuglekassette.
Bandet kæmper med næb og kløer for at inkorporere fugle reallyde, faglig viden personificeret i Ole Geertz-Hansens Dan Turell lignende recitation over de respektive fugles særkende, svøbt i en småfunket poprock. Men undertegnede fugl er fløjet inden udspillet er til ende. Det bliver simpelthen ikke holdbart i længden og selvom de ti fuglefløjt synger med hver deres næb, ender de enslydende og larmende ligegyldige. Måske Bjarke skulle have ladet idéen forblive i reden, for flyvefærdig bliver Havens Fugle aldrig. Tværtimod irriteres man igennem albummet, som når halen galer og vækker en i utide.
Jeg er sikker på, at de fem gutter har revet sig i fjerene af grin, mens de indtog en kold Summerbird kakaomælk under idéudviklingen af projekt Birdie birdie nam nam, men mit smil stivner ret hurtigt, mens den lille halve time kvidrer anonymt og uinspirerende derudaf.
Halvelektroniske beats, spansk guitar, violin, trommer, bas og tamburin og en absurd instrumentering som klædeskabslåge, et glas hovedpinepiller, tv-støj, gulvknirk, ølkasse med tomme flasker, citronvand hældt i glas, franskbrød, håndvask, og arkitektlampe, kan ikke dække af for en idé, som slet ikke kan bære de 30 min. vingerne forsøger at holde i opdrift.
Selvom Bjarke sikkert ikke er i tvivl om egne evner og hittepåsomhed, bliver Havens Fugle aldrig det spændende nye skud på fuglekassen eller den Fugl Føniks for musikornitologi den var tænkt som. I stedet serveres en fersk vagtelomelet uden velgørende krydderier og resultat bliver hverken fugl eller fisk.
Albummets lyd er båret af bedagede beats og en odør af jovial højskoleintrumentering, og skulle man være en ornitologisk piphans, som glædes over sangdrosler, bogfinker, alliker, solsorter o.l. er der intet musikalsk supplement af interesse at hente på Havens Fugle.
Otte gange har jeg brugt ordet idé i denne anmeldelse og er det et udtryk for, at Havens Fugle snarere er en fiks idé end et egentligt album, gør det ikke spor, for det er sådan det føles.
Sk(æg) idé – nonsens udkom.