Anders Hestbek: Captured and Recorded

Generelt leverer Anders Hestbek et indtryk af, at han allerhelst vil være en stjerne på den hjemlige countryrock-scene, men det er når han udfordrer sine egne præferencer, at han finder ind til det punkt, hvor han er allerstærkest. For når der skrues op for enten energi eller intensitet, så har Hestbek et bemærkelsesværdigt potentiale.

Bedst når udtrykket udfordres

31-årige Anders Hestbek debuterer som solist med et album, der bekender sig til countryrockens verden, men mens den mest countryprægede del af albummet er en anelse kedsommelig, så funkler Hestbek for alvor på de numre, hvor der er plads til lidt større intimitet, eller når han går helt i modsatte boldgade og leverer energisk stadionrock.

Det mest slående ved albummet er imidlertid den fantastiske spillelyst og de fornemt sammensatte arrangementer, hvor Hestbek og hans band fremstår storsvingende og som en særdeles stærk enhed. Det gør sig gældende fra første fløjt på ”Feel Alright”, der i sig selv ikke er så interessant som nummer, men det er en god opvarmning til den fremragende opbyggede og næsten elektriske ”Highway Song”, der måske udstiller, at Anders Hestbek ikke er en vokalist med verdenspotentiale, men udtrykket er fint, og på dette nummer lidt snavset, hvilket passer eminent til det livlige arrangement, hvor den ene solo overgår den anden.

Den afdæmpede ”High On Love” viser til gengæld Hestbek fra den bedste vokale side, og dette er blandt albummets klart bedste numre med masser af udtryk og personlighed. Det samme kan findes på den ligeledes afdæmpede ”When I’m Around”, der dog mangler lidt for at ramme samme niveau.

I den modsatte grøft er den stort opsatte stadionrocker ”Boll Weevil” fortræffelig, og kombinationen af Rolling Stones, Aerosmith og et lille squeeze Bruce Springsteen får Hestbek til at sætte foden på monitoren og give den fuld gas med et særdeles vellykket resultat til følge.

Albummet bliver en tand for tandløst i sangskrivningen på de sidste numre, omend der er masser af støv og energi på ”Long Black Night”. Generelt leverer Anders Hestbek et indtryk af, at han allerhelst vil være en stjerne på den hjemlige countryrock-scene, men det er når han udfordrer sine egne præferencer, at han finder ind til det punkt, hvor han er allerstærkest. For når der skrues op for enten energi eller intensitet, så har Hestbek et bemærkelsesværdigt potentiale, mens det af og til er som om, udtrykket går i sig selv, når landevejsridderen lægger sig lidt for tæt op af stregerne midt på den gigantiske highway.

Written By
More from Morten Wamsler
Christopher: Colours
Danmark har i Christopher fået en ny stærk sangskriver. Danmark har også...
Read More
0 replies on “Anders Hestbek: Captured and Recorded”