Benægt, Benægt, Benægt!
The New Heartaches er nyt band bestående af erfarne folk, som har spillet i rockbands i mange år. Fedt nok, men det gør desværre bare dette album endnu mere ligegyldigt. For når man har været med på højt niveau i mange år, så nytter det altså ikke noget at komme og kalde sig debutant, hvis det skal være undskyldningen for at lyde som noget fra en mellemstor efterskole.
Der er som udgangspunkt to fundamentale ting galt med Deny Deny Deny: Teksterne og musikken. Musikken vender jeg tilbage til.
Kvaliteten af teksterne er urimeligt lav og buldrer afsted med klicheer til op over begge ører. Allerede i første nummer, “Got a Feeling”, sættes standarden: “…gotta make this simple enough for you”. Her tænker jeg uvægerligt, om det mon kan blive simplere, mens trommer og bas hamrer deruda’ med en fast rock-1… og allerede i andet nummer, “Evelyn”, kommer opfølgeren: “you build me up just to break me down”. Jo tak, men det kan vist ikke bliver simplere, og vi roder rundt i gammeldags “hjerte-smerte”-lyrik. Og jeg ville sgu egentlig gerne inspireres lidt. Tænk nu hvis der var en ny tanke i den musik jeg sidder og bruger min tid på.
Og så, til den anden ting der er noget galt med, musikken! Deny Deny Deny har en fin produktion, som lyder fuldstændig som alt det andet i genren, stramme trommer, og en guitar med masser af distortion. Alt i alt giver det godt nok en kedelig kop generativ rock-earl-grey-te. Der findes intet nyt eller interessant i The New Heartaches’ musikalske univers, intet som får mig til at spidse ører.
Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om, det har været formålet eller det er fedt nok at spille noget hegn, og det er bestemt respektaftvingende at man som musiker holder fast i hvad man er godt til. I min verden berettiger bare ikke at man skal udgive en plade, som om man har noget nyt at bringe til bordet. Jeg mener som udgangspunkt, at hvis ikke man vil sit publikum andet end at vise man er rockstar, så spilder man deres tid. Måske er det også derfor jeg er så hård ved den her plade. For jeg oplever lidt at være til grin, at min tid og mit øre er ligegyldigt, og at Deny Deny Deny er udgivet udelukkende for at pleje The New Heartaches’ egoer. For jeg er ikke blevet rigere af at have brugt tid med The New heartaches, kun talt ned til.
