Nick Caves talent kan ikke diskuteres. Til gengæld har han valgt, at lade det blive hjemme, når han spiller med Grinderman. og det fungerer faktisk overraskende godt. her er der ikke plads til blødsødenhed og østrogenramt omsorg. Grindermans omsorg minder mere om at styrte på cykel.
The Woken Trees er rigtig gode live, men på album mangler de desværre stadig en del. Her er alt for meget repeteren og en helt ustyrlig forelskelse i egne riffs. Produktionen gør heller ikke noget for at redde det samlede indtryk.
Mescalin, Baby har lavet en plade som for mig at se først og fremmest er en stiløvelse. Stiløvelser har det med at være lidt stive og kluntede i det, men det er helt tilgivet, og når de finder deres egne ben, deres egen lyd, og tør stå ved hvem de er.
På den ene side var det fedt at se, hvor vel orkestreret det hele var, på den anden var det en lille smule tungt, at det var de samme træfsikre tricks som blev brugt hele vejen igennem koncerten, og jeg blev i tvivl om, hvad det var jeg var der for at se, og dermed også hvad præmissen for at anmelde netop Kaizers Orchestra bør være: Musik eller show.
Ren attitude og uendeligt lidt substans, hverken på tekst eller musik-siden på debuten fra de erfarne-rotter i The New Heartaches, som ganske enkelt ikke tager deres publikum seriøst.
Love Shop afsluttede deres efterårs tour med en flot, omend en smule rutinepræget koncert i Vega søndag aften.
Kaizers Orchestras frontmand og Bassist hyggede sig igennem en kort showcase på Ideal Bar, for at fortælle om de kommende tre Albums fra den norske Skralde-rock gruppe. Vi var med på en snig-lytter
Jeg er muligvis gammeldags og tilbageskuende, men med så markant en forandring af lydbilledet, er det nærliggende at opfatte det vi var vidner til i går, som spleen United 2.0, og der er jeg altså mest til 1.0 versionen…
Bettye LaVette fortolkninger af det engelske rock-arvesølv er en ligegyldig og lemfældig. Det kan ikke reddes af, at Bettye LaVette rent faktisk har en god stemme, og man undres over hvorfor albummet overhovedet er blevet lavet.
KURvE virker skrupforvirrede og knopskyder sange i alle mulige retninger på deres nye plade. Det skaber et rodet resultat som desværre aldrig rigtig kommer i mål.
På Special Moves formår Mogwai at overføre det ultrarå, afgrundsdybe støjinferno som en Mogwai-koncert er, til cd, uden at detaljerigdommen går tabt, og uden den klassiske lydforvirrig som liveoptagelser så ofte lider under. Og det er lidt af et pragtstykke i sig selv.