Soulgenrens sofistikerede side
På sit fjerde album skruer Joan As Police Woman en smule op for tempoet og vender vrangen ud på den soulbølge, der har præget popscenen i en lang periode. Det giver et småsvedigt indie-soul album med nære og nærværende sange, produceret som ekstraordinært organiske soulnumre med en stærk bund af tromme- og basspor og med en sitrende og til tider nervøs vokal i front.
Mens soulgenrens gamle og klichéprægede billede byder på den sorte mand i hvid smoking – med et kor bestående af velgjorte kvindemennesker, så er der her byttet helt rundt på rollerne, når Joan Wasser i forgrunden medbringer et glimrende herrekor, blæsersektioner – og ellers primært lader rhodes og rytme-bunden være afsættet for hendes oftest fine sange, der frembringes med et glimrende nærvær.
Dog savner jeg lidt mere variation på albummet, hvor melodierne ofte er fine, men lidt for spinkle til at bære albummet i sig selv, mens produktion og alsidighed først og fremmest er så afbalanceret og tilbagetrukken, at melodierne og Joan Wasser får maksimal plads. Det åbenbarer den umiddelbart lette mangel på lidt ekstra kulør undervejs.
Fra den nervesitrende åbner ”Nervous” bevæger Joan Wasser sig straks i soulretningen på ”The Magic” og ”The Action Man”, mens den næsten otte minutter lange ”Flash” er mere afdæmpet og berettende i sin tone, hvor lytteren må give den højeste opmærksomhed for at blive trukket ind i nummerets dramatik og fortælling, der til gengæld betaler tilbage til de tålmodige.
Både ”Run for Love” og ”Human Conditions” er fine sange, men i kategorien, hvor det hele er på nippet til at falde lidt for meget i samme rille. ”Kiss The Specifics” har en lidt lettere overflade og nemmere tilgang, og sammen med den ekstra-soulede ”Chemmie” er vi på regulær radio-hit-kurs på den fede soul-måde.
”Forever and a Year” er igen med følelserne udenpå tøjet og tempoet skrabet i bund, mens den lyse og lidt lettere tone træder fint igennem på den næsten fonøjelige og pudsige afslutter ”I Was Everyone”. På den vis markerer albummets to sidste numre ganske udmærket albummets yderpoler. Skiftene mellem de afdæmpede og følelsesstærke numre – og de mere lette og luftige soulprægede numre med åbenhed og en vis portion humør.
Yderpolerne på albummet er der, hvor Joan Wasser fremstår stærkest – ja, som en sofistikeret souldronning, der giver alle P3-yndlingene gigantisk baghjul. For at The Deep Field for alvor havde manifesteret sig som et mesterværk, skulle yderpolerne være udfordret lidt oftere, og lidt færre af numrene skulle have befundet sig på den sikre mellemvej. Men niveauet er højt, og Joan Wasser føjer en ekstra og sofistikeret side til soulgenrens eksisterende storhedstid.
