Op til og her i starten af det nye årti er der skyllet en bølge af reunions ind over os med alt fra Take That til Skunk Anansie og nu Roxette, som er på banen med nye albums og forsøg på at genkalde fortidens succeser. Roxettes forsøg hedder Charm School, er bandets ottende studiealbum, og udkommer efter godt 10 års band-stilhed med fokus på ikke helt forløste solokarrierer fra begge bandmedlemmer.
Og for nu at starte med starten – Charm School åbner med et beat, vi kender fra Helmigs ”Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af” og Queens ”We Will Rock You”. Det er lettere forstyrrende, at man bruger de første par minutter på at spekulere over, hvad det nu er, nummeret minder én om, men det er nok til Roxettes fordel, eftersom ”Way Out” (track 1) ikke er bedste start på et ellers nogenlunde godt album. Per Gessle lægger vokal til – og der er dømt højskolestemning med fællessang i rundkreds. Velkommen til Roxette anno 2011 med reminiscens fra Roxette anno 1990erne.
Albummets førstesingle ”She’s Got Nothing On (But The Radio)” (track 3) er skåret over Roxettes hitskabelon, selvom lyrikken bliver lige vel klichéfyldt i omkvædet. Der er dømt elektronisk funk, hvis man kan bruge en sådan betegnelse. Igen er det Gessle, der står for vokalen – og i omkvædet er der potentiale, men desværre er der jo mere end omkvæd i en sang. Og der er flere steder, hvor det går galt på albummet, fx med ”Big Black Cadillac” (track 8), hvor lydbilledet bliver for poppet og 80’er-agtigt i en grad, at tracket skiller sig negativt ud fra resten af albummet. Også et track som ”After All” (track 10) falder uden for min smag. Musikalsk minder det om Nice Little Penguins med et lettere overdrevet positivt udtryk, som også viser sig i en tekst om, at livet jo går videre ’after all’.
Men det bliver bedre som mine 6/10-vurdering også lægger op til.
Tracks som ”Speak To Me” (track 4) og ”I’m Glad You Called” (track 5) bevæger sig ind under huden med sin ærlige tilgang til både indhold og musik. Sidstnævnte er min ultimative favorit på Charm School og indledes af akustisk guitar, der stille indhentes af cello og piano. Marie Frederikssons vokal er sårbar og skrøbelig på charmerende vis – og underbygger en skøn tekst om at mindes, at synke hen i minder efter et brud med kærligheden; ”Hate to say I’m glad you called / But I always tell the truth / It’s been a while and lots of miles / I wouldn’t say I’ve been missing you” – og så smerten, der dukker op ”The first year without you / I walked like the dead”. Sangen brydes midt i af Gessles opråb; ”Look around” gentager han igen og igen – nok for at vække Frederiksson fra spiralen mod smerten. Smukt. Også albummets 6. track er glimrende. ”Only When I Dream” viser Roxette i topform – som er de først her midt på albummet ved at have varmet op. Roxette er tydeligvis trådt ind i det nye årtusinde med alt, hvad det indebærer af effekter. Men det gør ikke så meget, når det er godt, som det er visse steder på Charm School.
Som det fremgår, er Charm School en lidt blandet fornøjelse. For en gammel Roxette-fan som mig, så er der glimt af noget fortryllende, men der er desværre flere steder, hvor det oser langt væk af et band, der prøver at lyde af det, de gjorde engang, men er blevet lidt for gamle. Positivt set, så lyder Roxette som sig selv, og når nostalgien bliver stærk midt i virvaret af X-Factor og autotune, hvilket af og til sker, så er det rart at vide, hvor man har sine yndlinge.
