Uforløst elektrosceance
Bedst som man troede regnen igen skulle blive en ærgerlig følgesvend til et Veto-gig holdt vandet inde netop som elektrodrengene gik på Orange scene. På Northside festivalen åbnede sluserne sig flere gange under deres eftermiddagssæt og med tre timers intens fald fra oven, spadserede jeg rundt udenfor pladsen og hørte lydprøverne til ”Already Ready”, mens jeg tænkte på om danskerne bare er uheldige. Én ting er at deres tungsindige melodier er godt skåret for regn og skyer, en anden er hvor dårligt det passer et feststemt publikum.
”Already Ready” lagde for, præcis som på den jyske lillebrorfestival Northside og det blev startskuddet til et sæt noget nær synkront med den koncert. Det vil sige hovedvægt på Everything Is Amplified, med afstikkere til det glimrende bagkatalog. Og de gamle numre er klart publikums-pleaserne. Det er dem der får gang i folk, dem der rykker, dem der er festgods i.
Problemet med Veto er flere. De er fremragende på plade, men deres live-levering tangerer perfektionisme i en sådan grad, at det simpelthen bliver for lig skiven. Der er ingen kendetegn, som indikerer at vi står i en livesituation. Det kunne såmænd være en dj-fest, for der er ingen slinger eller lyst til at udvide repertoiret med jamming eller anden divergens fra cd-outputtet. Endvidere fungerer Everything Is Amplified ikke rigtigt live. Det er for introvert og statisk – et skidegodt lyttealbum – men bestemt ingen sæt-killer.
Første oldie er ”Duck, Hush And be Still” som efterhånden er en trofast bestanddel af Vetos koncertliste og her sker der noget. Den går i både ben og mave med sine tunge, men ikke forcerede beats. Først efter fem numre titulerer Troels Abrahamsen menneskemasserne og selvom han ikke skal springe rundt som en kolikramt ged på scenen, er han – sammen med resten af bandet iøvrigt – ikke den karismatiske showholder, der er ønskværdigt på Roskildes hovedscene. Det skal sgu være en folkefest, når man åbner en af europas vigtigste festivaller og det magter Troels og Co. ikke rigtigt.
Lyden fejler ikke noget når det kommer til nuancer, men det er for lavt. Hvis Veto skal rykke skal det gå i maveregionerne. Det gør det ikke denne sene eftermiddag, og Vetos sigte og glæde ved det store massive beat, burde måske høres i en klub fremfor en koncertscene. Det er fjerde gang jeg ser dem og deres approach bliver mere og mere indadvendt som årene skrider frem. Jeg undrer mig også over, at bandet ikke er mere på når det står overfor et så stort øjeblik i deres karriere. Det er ikke alle forundt, at åbne orange scene og jeg kunne have ønsket mere aktivitet og tydelig spilleglæde hos elektronik-rockerne. Eneste aktiv i den henseende er trommebasker Mads Hasager, der som altid spiller som gjaldt det livet.
Forløsningen kommer som sidste encore med ”You Are A Knife” og mens jeg betragter folk danse og skråle med, kommer jeg på den uheldige tanke, at det måske er det eneste rigtige hit Veto indeholder. I hvert fald står førstefødningen There´s A Beat In All Machines i min optik fortsat som deres ultimative og bedste udspil.
Bestået, men på ingen måde en koncert der vil stå markant i rækken af åbningsstykker på Roskilde festivallens efterhånden lange liste.
