Energisk og klassisk rock’n’roll
Det er en sær historie, der findes om danske The Breakers. Fra de mindste danske scener stod bandet pludselig på stadions rundt i Europa, da Bon Jovi faldt over dem og ønskede dem med på sin europæiske stadion-tur. Sikke en chance, og selvfølgelig greb The Breakers den og udsendte omtrent samtidig det første nye materiale i fem år, der bare fik titlen The Breakers.
Bandet har en smittende og livgivende attitude, der byder på masser af energi og helt klassisk rock’n’roll med buldrende trommer, guitar og bas som grundstamme med et brusende hammondordgel og en tambourin, der bliver flået rundt i helt store armsving.
Men The Breakers er mere end klassisk attitude, for selvom det kan blive lidt ensartet i længden, og selvom ikke alle numrene er lige stærkt skrevet, så er der masser af kvalitet i sangene på dette album. Åbneren ”Start The Show” er klart bedst, mens energien også er i centrum på ”Riot Act”. Evnerne ud i de lidt mere poppede arter bevises på ”Rainy Day” og den nydelige – næsten Rod Stewart-agtige – ”If You Need Someone”. Følelserne får for alvor plads på den stemningsfulde afslutter ”Forever’s A Long Time Gone”.
The Breakers har en charmerende og smittende energi, der er svær at lade være at holde af. Genremæssigt befinder bandet sig et sted, hvor alle afkroge er prøvet og gennemsøgt mange gange i løbet af de seneste 50 år, og det stiller ekstra store krav til at finde de små fængende detaljer i sangskrivningen, ligesom den flabet-charmerende attitude med et glimt i øjet og den uimodståelige spilleglæde skal bevares intakt. For der opfindes ingen nye tallerkener eller suppeskeer her – det er energi, spilleglæde og smittende liv, der bærer læsset.