Fra livlig joker til dyster melankoliker
Efter det skarpe og lyst angrebne The Shadow Of An Empire er irske Fionn Regan klar med et nyt album, der har en helt anden melankolsk og dyster klang. Ikke at det er sørgmodigt som sådan, men når Regan selv forklarer, at forgængeren tog sit afsæt i byens liv, mens det nye album har udspring i en dyb skov, så beskriver det forskellene mellem de to udgivelser ganske klart.
Strygerne er flere og mere markante på det nye album, hvor sangene tilsættes højtidelige kor og simple fingerspillede guitarer. Melodierne er ikke helt så direkte, som de var på forgængeren. I stedet strækker de sig lidt længere og kræver lidt mere tålmodighed, og enkelte steder er det tæt på, at Regan rammer en melodisk tyngde, der kan minde mig om Teiturs The Singer-album – f.eks. på ”The Horses Are Asleep”.
”The Lake District” synes sammen med den forrygende ”North Star Lover” at være albummets mest centrale og ambitiøse enkeltstående nummer. Her folder Fionn Regan hele repertoiret ud, og modspillene mellem den helt simple fingerspillede guitar, det perfekt balancerede klaverspil og de storladne strygere, er ganske imponerende. Det samme er den helt klassiske folkkomposition ”Dogwood Blossom”, der leder tankerne tilbage på Simon & Garfunkel på Wednesday Morning 3 a.m.-albummet.
Også ”1st Day Of May” er blandt de absolut bedste på albummet, der har sine forcer, når Regan ikke bruger alt for meget krudt på de arrangementer, der er så vanskelige at styre på så afbalancerede og nydelige melodier som disse. ”Vodka Sorrow” er således et langstrakt fejlskud, som der findes et par stykker af, men det er ikke nok til at dæmpe det yderst positive billede af 100 Acres Of Sycamore.
Jeg var rigtig glad for den muntre og løsslupne Fionn Regan på seneste album, så ved første gennemlytning var jeg skuffet over det melankolske og dystre ydre på det nye album. Men jeg har overgivet mig til fulde – Regan har begået et stærkt album i den mørkere ende af folk-skalaen.
