Veronica Falls: Veronica Falls

Veronica Falls er præcist i sit udtryk og fokuseret på korte spidse indiepopmelodier pakket ind halvt i honning og halvt i pigtråd. En cool og aldeles genresikker debut med et dusin formfuldendte og stærkt iørefaldende perler.

Stilsikker debut fra begavede englændere

Den engelske kvartet Veronica Falls´ selvbetitlede debutalbum huser 12 mørke bittersøde, men umiddelbart afhængighedsskabende popsange. 60´erne er en uomtvistelig faktor i bandets univers, i hvert fald i surfrock henseende, for den stikker sig ansigt frem flere gange på den fine debut. Ellers er det 80´ernes og 90´ernes enkelt orkestrerede og charmerende guitarpoprock, der er alfa omega hos Veronica Falls.

”Found Love In A Graveyard” lægger for med molstemte guitarer, der snart trumfes af sprintende Sonic Youthske akkorder, mens mand/kvinde vokalerne lægger sig flot op ad hinanden, i en sød men let makaber kærlighedssang, der er som snuppet ud af min 80´er vinylreol. ”Right Side Of My Brain”´s stramme garagepop med heftigt skarpe hooks og en herligt skærende fornemmelse under de ellers venlige lyse vokaler. En snæver og iørefaldende komposition med fuld sigte på at gå direkte i flæsket på den melodiske essens. Det er i øvrigt et greb bandet benytter over hele linjen og det fungerer fortrinligt, at skalpelskære alt overflødigt fedt fra sangene.

”The Fountain” kunne minde om Lush anno Lovelife eller The Breeders indieskæve skæringer på klassikeren Last Splash, men med hang til en mere tyggegummipoppet approach, end Deal og co.´s morbiditeter. I det hele taget er referencen til The Breeders konstant, da Roxanne Clifford lyder som Kim Deal, med sin søde vokal, der hele tiden bærer et giftigt dæmonisk glimt i mundvigen. ”Bad Feeling” er skøn surfpop tilsat fine vokalharmonier og den letbenede kradsbørstighed har de tilfælles med et band som The Pains Of Being Pure At Heart.

På ”Stephen” lyder basgangen som snydt ud af næsen på – ja Kim Deal – og nummeret læner sig da også op ad Pixies´ ”There Goes Your Man”. Den garagede surfrocker ”Beachy Head” er derimod herligt stram og gnistrende og mere aggressiv end resten af skivens materiale, men også den fræsende afslutter ”Come On Over” med sprintende guitarer og galopperende trommer har punch i den retning og er en frisk og glimrende afslutning, der bestemt giver lyst til en tur mere i selskab med kvartetten.

Veronica Falls er præcist i sit udtryk og fokuseret på korte spidse indiepopmelodier pakket ind halvt i honning og halvt i pigtråd. En cool og aldeles genresikker debut med et dusin formfuldendte og stærkt iørefaldende perler fra et begavet band, der godt nok ikke vinder på originalitetskontoen, men som viser et band der allerede nu kan deres metier til fingerspidserne. Det bliver spændende at se dem på livescenen.

More from Thomas Steen Jensen
Blood Red Shoes: In Time To Voices
Saft, kraft og store muskuløse armbevægelser er der masser af på Blood...
Read More
0 replies on “Veronica Falls: Veronica Falls”