Bestået, men momentvis kedelig koncert i lunt selskab
Den begavede og følelsesladede kvintet Elbow, gav en fyldestgørende, men også forudsigelig koncert på Falconer salens bonede gulve i går. Den mystikomspundne dato 11.11.11, satte ikke ekstra fut under Manchesterbandets kreativitet, for de leverede præcis den samme sætliste, som de har gjort under hele deres igangværende turne. Det vil sige med fokus udelukkende på de to seneste, fuldt fortjent hædrede album Build A Rocket, Boys! og The Seldom Seen Kid, med en enkelt afstikker til Leaders Of The Free World i kraft af ”Station Approach”. Det er synd for selvom ovenstående album er mesterlige skiver, er der bundsolide stjerneøjeblikke at hente fra både debuten Asleep In The back og især Cast Of Thousands.
Som det efterhånden er sædvane, havde den lune og sympatiske bamse Guy Garvey, de fleste i salen i sin hule hånd, med sit velkendte vid og særdeles vindende væsen. Han kan om nogen få alle tilskuere til at føle sig varmt imødekommet under de musikalsk ufejlbarlige 90 min. koncerten varede.
Inden Elbow indtog frederiksbergscenen, havde australske Howling Bells ført os igennem et sæt af nydelig, men også lidt identitetsløs indierock med aner til navne som Mazzy Star og P J Harvey, uden rigtigt at ramme noget centralt eller nævneværdigt. Den übersexede frontfigur Juanita Stein fortalte under sættet en lille anekdote om en dansk ekskæreste, hvorpå hun roste det danske folk for at være det smukkeste i verden. Det stik er nemt og tager selvklart kegler, men det virkede tilsyneladende ikke hverken forstillet eller uærligt.
Den tog Guy Garvey op senere og satte trumf på ved at bruge rosende, næsten floromvundne superlativer om det danske folk. Men Garvey ved man aldrig rigtigt hvor man har og der sneg sig da også et lille djævelsk glimt i øjet på den lune drillepind, da han sagde det. Garvey var som aftenen skred frem i sit es, som underfuld entertainer. Særligt en lille skare af Manchesterboere, fik både venlig og spydig opmærksomhed, men også resten af de fremmødte fik charmetroldens udelte nærvær at føle.
Sætlisten var som tidligere nævnt helt uden ændringer, hvilket er lidt uspændende for folk som undertegnede, der har set Elbow flere gange tidligere. Lidt som en opskrift på et måltid der aldrig går galt, men som heller ikke rummer noget synderligt inspirerende og opfindsomt. Gåsehuden satte dog ind flere gange i løbet af aftenen, bl.a da ”Lippy Kids”, ”Mirrorball”, ”Some Riot” og den sindsoprivende smukke ”The Loneliness Of A Tower Crane Driver” med et guddommeligt omkvæd, der dirrer i hele kroppen, blev spillet. Det fås simpelthen ikke bedre noget sted på dagens rockscene.
Salen havde armene i vejret mange steder, men selvfølgelig i særdeleshed på Garveys opfordring under de gospelprægede ”Open Arms” og ”One Day Like This”. Ét sted tabte Garvey dog min opmærksomhed, nemlig under ”The River”, der blev sat forkert i gang af pianisten, med efterfølgende jokes og indforståethed af Garvey, der trak for store veksler på publikums tålmod. Her gik den i forvejen søvngængerlignende kadence næsten i stå og ens imødekommenhed blev sat gevaldigt på prøve.
Lyden i den pænt besøgte sal var glimrende omend for lav under de første numre, lyssætningen fornem og publikum fremstod prisværdigt stille, ja næsten ærefrygtigt, men alligevel forlod jeg Falconer salen med en lidt tom fornemmelse, måske fordi det hele var sat i scene og ramme uden indskud af overraskelser. En af de koncerter jeg havde imødeset med kæmpe forventning, endte dermed lidt for trivielt og behagesygt, spillende på de sikre kort uden for alvor at gøre indtryk.
Næste gang Elbow besøger København, må der godt indgå lidt mere impulsivitet og plads til overraskelser, på såvel sætliste, som musikalske badutspring.
[nggallery id=139]
