Forvirrende og forbløffende debutant med særligt udtryk
Den amerikanske sangerinde og sangskriver Elizabeth McChesney, som optræder under navnet Lissy Trullie, debuterer med et album, der lyder ligeså britisk som amerikansk, og som bestemt ikke er det produkt, man normalt venter, når en model skifter karriere til musikbranchen. For Lissy Trullie er alt andet end glamourøs pop – her er snarere tale om en 80’er-inspireret rock med tendenser fra både punk og new wave.
Der er milevidt fra topniveau til bundniveau på dette album, for enkelte steder er det ganske enkelt umuligt at finde ind til, hvad idéerne med sangene er. Det gælder for eksempel på den mærkværdige ”X-ray”. Til gengæld er der et betagende udtryk at spore flere andre steder på albummet, hvor Lissy Trullie emmer af en blanding af flabet punkattitude, forsmået bitterhed, en enorm sødmefuld sårbarhed og en drømmende melankoli. Det gælder på albummets bedste numre som ”Wearing Blue”, der med sit superfede omkvæd og blæsersektioner er både dramatisk og sødmefuld, ligesom beretningen om ”Madeleine”.
Andre gange er de britiske referencer klart i overtal som på ”It’s Only You Isn’t It?”, hvor det bliver lidt skingert og vanvittigt på den fede og energiske måde, og den lignende ”I Spit You Out” slutter sig til denne genrer, mens ”I Know Where You Sleep” er mere direkte og fin i sin melodi.
Som en helhed er Lissy Trullie et skørt og usammenhængende bekendtskab, der både overrasker og imponerer i ligeså høj grad som det forvirrer. Men de gode momenter er af så høj kvalitet, at her er tale om et navn, der – ikke mindst i kraft af det helt særlige udtryk – skal holdes øje med fremover. For hvis det ligegyldige fyld skæres fra – og erstattes med numre i ligeså høj klasse som de bedste – så har vi virkelig med en ny potentiel stjerne at gøre.
