Tidløs sangerinde af den klassiske og unikke slags
Hun dukker op fra stort set ingenting, sangerinden Hollie Fullbrook fra New Zealand. Hun debuterer under navnet Tiny Ruins, og det gør hun med et album, der sitrer af nærvær og autencitet, og som bringer skyhøje løfter.
Det er svært ikke at lade tankerne flyve tilbage til ikoner som eksempelvis Joan Baez og til tiden, hvor man specialiserede sig i at skabe tidløs musik. For det samme gør Tiny Ruins på dette album, der indeholder helt klassiske folksange fra en musikalsk ekstremt stærk kvinde, der samtidig fremstår umådeligt skrøbelig, når hun lader guitaren være sin faste og til tider eneste ledsager, omend der af og til spædes til med minimale arrangementer omfattende blandt andet klaver.
Såvel tekster som hele det vokale udtryk giver et billede af en kunstner, der med visdom og kæmpe musikalitet formår at falde i ét med sine sange, og på den måde neutraliserer Tiny Ruins det mindste skel mellem sang, performance og personlighed. Dette er nemlig Hollie Fullbrook, hendes særegne stemme, hendes historier og hele hendes væsen. Det er en sangerinde, der fylder dette album med en fyldig og omsluttende skrøbelighed, der er ganske unik, og når alderen i midten af tyverne tages i betragtning, så er det næsten overmodent og klogt, det som præsteres.
Sangene har hver deres liv og hver deres historie, og selvom det er melankolsk og meget afdæmpet, og selvom de fremragende beretninger ikke ligefrem strutter af livets lyksaligheder, så formår Fullbrook at skabe en stemning og en helhed, der er livsbekræftende og lykkebringende.
“Lean in friend / lean in friend / can I tell you a tale” er den tekstmæssige åbning på albummet, og ærligt talt skylder man sig selv at give frøkenen lov.