Jazz skinner stærkest igennem eksperiment med genrer
Jazz flirter med hip hop
Jazzpianisten Robert Glasper er mest kendt for sine to album Black Radio og Black Radio 2, der begge to fusionerer jazz med hip hop. Han gav sin første koncert på dansk grund, da han og sit Eksperiment, som bestod af trommeslager, bassist og den prisvindende saxofonist og keyboardspiller Casey Benjamin, besøgte Studio 2 i Koncerthuset en fredag aften. Skribenten og ledsagers ankomst til Studio 2 er perfekt timing, da musikken i højtalerne i dette øjeblik skrues ned og bandet indtager scenen. Undertegnede har hurtigt fundet sig en god ståplads oppe foran scenen, og er til sin store overraskelse omringet af unge drenge, der ikke ser ud til at være en dag ældre en 18 år. Aftenens koncert starter med en coverversion af Kanye West’s “No Church in the Wild”, et kraftfuld, mættet åbningsnummer, der uden problemer omformes til et Black Radio hit. Den meget karismatiske, Queens, New York baserede Casey, der med sit iøjnefaldende hår og personlige stil, leverer vocoder-vokal, der til forveksling lyder som Auto-tune. Det tager lidt tid at vænne sig til at høre, når man er vant til forskellige gæstesangere på Black Radio. Bandet fortsætter med en version af 2013 sommerhittet Daft Punks’ “Get Lucky”, og har publikum i deres hule hånd. Dette nummer efterfølges af jazz improvisation, og den soulede og sexede “Baby Tonight” fra Black Radio 2.
Unge danske jazz-entusiaster er ovenud begejstrede
Stemningen er høj og salen ser ud til at være fyldt med jazznørder eller unge musikere, højst sandsynligt fra musikkonservatoriet, da alle de unge fyre og piger ser ud til at iagttage og lytte koncentreret til de amerikanske musikere udfolde sig med hver deres instrument, nærmest som var de studieobjekter. Bandet spiller godt, men lyden er desværre ikke god. De kraftfulde slag i trommerne dominerer tit numrene og bassen overdøver næsten Robert Glasper’s klaverspil og Casey’s vokal. Det resulterer i, at undertegnede rykker tilbage og stiller sig mere midtfor scenen blandt publikumsmængden. The Robert Glasper Experiment spiller “Let It Ride”, som normalt synges af Norah Jones på Black Radio 2, overtages nu vokalmæssigt af Casey med sin trofaste vokoder-effekt. Denne manipulering af stemmen findes på mange af numrene på Black Radio 2, og er en del af stilen på albummet, men bliver trivielt, når det leveres live. Scenen overlades til bassisten, mens resten af bandet strækker ben i baggrunden. Den alt for lange bas-solo bliver desværre til tunge, rungende basgange på grund af den dårlige lyd. Bandet spiller deres version af “Lovely Day”, der virkelig svinger, inden Roberts potente klaverfingre og trommeslageren får sig en god solo “duel”. Her kommer Robert Glasper’s tekniske snilde, komplekse og opfindsomme melodier og akkorder virkelig til deres ret.
Kærlighed til Dilla
Den laidback Robert, iklædt hue og T-shirt med tryk, taler derefter ud til sit danske publikum og nævner at “Copenhagen is cool”og spørger om nogen kender J Dilla? Publikum er vilde af begejstring, og nærmest overrasker Robert med deres kendskab til den visionære, afdøde amerikanske producer, som bedst kendt fra 1990’ernes undergrunds hip hop-scene, men hvis nyskabelser indenfor musikken også vakte genklang i jazzkredse. Både den yngste og den ældste blandt salens publikum kan rokke med, da Robert Glapers Eksperiment spiller “The Light”. Bandet fortsætter med endnu en hyldest til J Dilla og spiller “Fall in Love” og dernæst deres version af Nirvana’s “Smells Like Teen Spirit” fra Black Radio, nu tilføjet sangtekster. Robert introducerer bandet og takker af, før de forlader scenen, men bliver selvfølgelig klappet på scenen igen. Ekstranumrene byder på Robert Glaspers improviserede solo, hits fra Black Radio, et nummer fra en af hans foregående jazzudgivelser samt jamsession med saxofon solo, der blæser publikum omkuld.
Jazz slår hip hop
Vi efterlades høje af at lytte til jazzmusikken, og ikke af hip hop, som Robert så gerne vil blande ind i sin musik. Som han selv siger, han er færdig med at spille på jazzklubberne, der har han været. Han vil gerne introducere det unge mainstream hip hop publikum for jazzmusikken, ved at spille på hip hop klubber i USA. I aften har han bevist modsat; at hele det unge jazz-elskende publikum er mødt op for netop at studere de bedste og lytte til jazz af høj kvalitet, og se hvordan jazz kan infiltrere hip hop-scenen. Hip hop lyden havde stået stærkere, hvis den var kommet bedre til udtryk som på begge Black Radio albums og hvis koncerten var blevet afholdt på et mere passende spillested. Musiknumrene med sang blev overgået af de instrumentale numre og bandets jazzsession. Koncerten var velspillet og lytteværdig, men fraværet af genremix konceptet og den dårlige lyd trækker ned.
