Interpol i Jubilæumshumør i DR´s musikhøjborg
Postpunk-nybølgens kingpins og bannerførere fra 00´erne Interpol, ramte Koncerhusets soniske højborg denne søndag aften i følgeskab af deres fremragende, ikoniske og eksemplariske debutalbum Turn On The Bright Lights. Albummet blev serveret fra a – z i kraft af 15 års jubilæet for denne perle. Ny-klassikeren er stadig frapperende god og selvom seneste udspil El Pintor fra 2014 viser et revitaliseret band efter det sløje selvbetitlede album fra 2010, er Turn On The Bright Lights fortsat amerikanernes golden moment. Vel var opfølgeren Antics også i særklasse, men debutens 11 bulletproof sange nåede et niveau, de aldrig senere helt gentog.
At det femten år gamle album stadig er populært, viste sig vitterligt ved at koncerten var udsolgt ganske hurtigt efter billetter var sat til salg. Det ville garanteret ikke være tilfældet, hvis Interpol havde annonceret en normal koncert, hvilke flere folk omkring mig da også påpegede, da pladserne skulle findes rundt omkring i de ædle rammer.
Communions hyggede om os forventningsfulde gæster med tre kvarters klassisk lige lukt tilbage til firsernes engelske indiepoprock. Uden de store armbevægelser men med et memorabelt udvalg af sange og en sanger, der desværre ikke altid var i sync med sin egen vokale pitch, fik de unge danskere lunet fornuftigt op om et publikum, der tog pænt men lettere distanceret imod kvartettens toner.
Begejstringen var selvfølgelig af en noget anden kaliber, da Interpol entrerede scenen en halv time senere og uden andet end et gelinde ‘good evening’ satte igang med “Untitled” fra Turn On The Bright Lights. Ind imellem på jubilæums touren har de startet ud med et kort sæt inden aftenens hovedattraktion blev leveret. Men i aften fik vi den altså frisk fra første akkord-anslag. Lyden drillede lidt omkring Paul Banks ellers både træf,- og stilsikre vokal, men det blev der nu ganske hurtigt rettet op på.
New Yorkerne var som vanligt ulasteligt klædt, alle i jakkesæt og sort, mens den übercool og næsten jazzet klædte Sam Fogarino, som den eneste havde valgt hvid skjorte og slips til aftenen. Som han sidder der med sine solbriller og stringente holdning, minder han om Josh Haden fra Spain. Her holder lighederne med det band så også op, for når først Fogarino basker konsekvent i skindene er det fandens tight, hårdt og med masser af verfremdungskraft.
Udover ham, er guitaristen med den karismatiske og mørke baryton Paul Banks og den udsøgte guitarist Daniel Kessler, der aftenen igennem udstrålede glæde, dedikation og masser af smittende dansemoves, kernen af Interpol. Kessler er et frisk, charmerende og herligt udadvendt pust til bandets ellers notorisk stillestående og noget introverte excesser. Med sig har de Brandon Curtis på keyboards og Brad Truax på bas. Sidstnævnte har meget at løfte efter den oprindelige bassist Carlos D, der med sit udseende, fremtoning og ikke mindst bundsolide bastoner, var et ikon på scenen. Truax gjorde nu en glimrende erstatning med sin lange krop og udførsel der vekslede fint mellem det kontante og det melankolsk følsomme.
Scenens opsætning var enkel, konsekvent og stram. Lyset skiftede imellem blå og røde primærfarver, der lyste scenen knivskarpt og fornemt op og bagvæggen var krydret med få velvalgte og elegante lasersettings. Gruppens interaktion med de siddende gæster var helt som ventet; cool tilbageholdt og med meget få ordvekslinger mellem numrene. Banks siger stort set intet, men smilede dog lidt i ny og næ, før han satte guitaren i gang på ny. Det virker dog ikke påtaget eller arrogant, blot et udtryk for et band der agerer præcis som de er.
Turn On The Bright Lights går sin gang og størst bifald får de under publikumsfavoritterne “PDA”, “Stella Was A Diver And She Was Always Down” og “Leif Erikson” hvor mange istemte linjen: ‘But if your life is such a big joke/ Why should I care’. Men også “Obstacle 1”, “The New” og en forrygende stålsat version af “Roland” var med til at holde dampen og glæden oppe.
Efter sættet i den korte pause var der en forventningsfuld summen, for hvilke sange fra resten af kataloget ville bandet præsentere os for. “Not Even Jail” gav smil på læberne, men da “Slow Hands” satte i gang gav folk fanden i forbud mod at stå i mellemgangene og foran scenen, for nu skulle der rockes og danses igennem. Egentlig ærgerligt at så relativt mange rockbands med streg under rock vælger Koncerthuset pæne siddende rammer, for stolene og vagterne ender altid som en spændetrøje, både for fans og band som koncerterne skrider frem. Det er i hvert fald en oplevelse, man ofte har, når man frekventerer rock i de flot designede rammer på Amager.
Nuvel, folk blev stående, eller rettere hoppende og dansende, da Interpol fortsatte med endnu en håndfuld blandede sange fra diskografien. Det nye skud “Real Life” viste sig at være klassisk Interpol, no more no less. “Lights” er nok det bedste bud fra deres ellers eneste trætte fejlskudsalbum Interpol, men egentlig uforståeligt at de overhovedet vælger at plukke fra den plade.
“All The Rage Back Home” fra El Pintor var bestemt godkendt, mens “Heinrich Maneuver” og især afslutteren “Evil” med de iørefaldende linjer: ‘Rosemary/ Heaven restores you in life’, der gjaldede ud af de flestes munde på gulvet foran scenen og fra ethvert hjørne af rummet som smuk sing-a-long exit inden Interpol takkede endeligt af for en fin aften i den retrospektive rocks tegn.
