Opslugt af elektroniske konstellationer af lyde
Det var fredag. Der er larm i gaden og to samtidige koncerter på Lille og Store Vega, som folk valfartede til. Ideal Bar var helt stille, og det ladede til, at det kun var de mest dedikerede fans, der var mødt op for at høre newyorkeren Photay. Undertegnede kom i snak med en vennegruppe bestående af to svenske søstre og deres ven fra London, der alle tre havde boet i New York. Den engelske fyr bar hans egen kreation; en mulepose med ordene “Fuck The Wall” skrevet gentagne gange. Det var hans bidrag lige efter Trump var blevet valgt som præsident og han følte sig magtesløs. I aften skulle vise sig også at være i oprørets tegn. Photay med det borgerlige navn Evan Shornstein kom ud på den lille scene og erstattede tonerne fra den danske elektroniske DJ Uffe. I changerende skjorte, stod den høje, ranglede Photay foran et spartansk setup med synths, computer og elektronisk tromme.
Med et strømmede de elektroniske toner ud i rummet, hvor folk ikke var bange for at indtage dansegulvet. Mange mænd i sweatre og huer rystede arme og ben og svingede krop og hoved, som var Photay en rottefænger, og de var blevet lokket af hans elektroniske spil. Der var god grund til det. Selvom musikken var sammensat og konstrueret, fik man samtidigt associationer til naturen. Som om vi stod i en frodig jungle og så pangfarvede blomster springe ud lige foran os eller hørte dråber af regnvand ramme store grønne blade. Man var i kontakt med de mange lyde og stemninger, og snart ramte danseglæden alle i rummet. De elektroniske trommeslag i det blålige lys, fik det til at føles som en futuristisk stammedans, hvor man nemt kunne have malet fluorescerende maling i ansigtet på alle uden at fortrække en mine.
Naturlige teksturer og menneskeskabte atmosfærer
Photay opsøgte lydene i gadebilledet fra en tidlig alder og kunne høre musikken i al støj. Hans musikalitet blev imødekommet derhjemme, hvor han blev foræret et kasettebånd med lyde fra regnskoven, havet og togene. Som trommeslager i sine teenageår, blev han grebet af pladespilleren, scratching og sampling. Det resulterede i Ep’en 1st fra 2012. På hans rejser lærte han at spille håndtromme og at bruge metalliske synth-teksturer, der blev brugt af pionerer som Aphex Twin. Han udgav Ep’en Photay i 2014 med det populære nummer “No Sass”, der er blevet spillet i Broad City, en amerikansk komedieserie som han stadig bidrager med musik til. Efter flere rejser, livet i Brooklyn, udforskning af klubmiljøet, feltoptagelser og musikalske eksperimenter stod Photay klar med albummet Onism fra i år, hvor det er tydeligt at høre inspirationskilderne, der ligger bag.
I aften på dansegulvet blev rummet fyldt med polyrytmisk percussion, kombinationen af kunstige og naturlige lyde og til tider Photay’s egen ufuldkomne stemme på numre som “The Everyday Push”, “Outre Lux”, “Bombogenesis” og “Aura” fra albummet Onism. Ordet ‘onisme’ er opfundet af John Koenig, og betyder frustrationen om at sidde fast i en krop, der kun befinder sig et sted ad gangen. For at forstå onisme skal man være opmærksom på, hvor lidt af verden du har oplevet, oplever eller vil opleve. Til koncerten er det netop længslen efter ikke at være begrænset til en enkelt virkelighed, man forsøgte at komme til orde. Det var på en gang som om alting gik hurtigt og alting gik langsomt, når publikum stod i en rus af begejstring for det elektroniske lydunivers.
Alt godt har en ende
Pludselig var der ikke mere musik. “I don’t have any more tracks” sagde en smilende Photay, mens vi undrede os over fraværet af et nummer som “No Sass”. Efter en kort snak med Photay efterfølgende, viste det sig, at han kun spillede fra det aktuelle album, og at Photay albummet jo var tudsegammelt. Men han kunne godt se, at “No Sass” godt kunne være et must for et publikum tværs over atlanten, som han aldrig havde spillet for før. Med det sagt var det en fantastisk elektronisk live performance, som man gerne ville genopleve. Måske til en af sommerens festivaler, selvom der er lang tid til.
