Interview: Heather Nova
Nogle mennesker har en mission med deres liv. Heather Nova er et af disse mennesker!
Nogle mennesker har en mission med deres liv. Heather Nova er et af disse mennesker!
Heather Nova er en sangerinde, man aldrig rigtig bliver træt af at lytte til. Hendes vokal har en dybde og en klang, der forfører med sine sireneagtige vibrationer. Denne aften viste hun i glimt, hvor stærke melodier hun har skrevet de seneste 25 år, da både Oyster, Glow Star og Siren blev genbesøgt, samtidig med at hun havde en buket helt friske blomster med i form af sit nye album Pearl.
En på mange måder enestående og bjergtagende aften i selskab med en flok bulgarske kvinder i forskellige størrelser og en omnipotent australier, der gav smagsprøver på sin ekvilibrisme. Der var momenter med magi, spændende forløb med masser af stimulerende ud- og indtryk. Og der var modet til at præsentere noget folkemusik i nogle rammer, der inkluderede moderne lyde og rytmer i form af Skinner, og med en verdensstemme som Gerrards.
Som næsten alle andre større bands, der har formået at overleve i tredive år, har Machine Head undergået adskillige udskiftninger blandt medlemmerne gennem tiden – bortset fra énmandshæren Robb Flynn i front. Denne aften i Amager Bio skulle vi opleve både den nuværende, helt nye line up og de to oprindelige medlemmer fra Burn My Eyes på henholdsvis guitar og trommer, som Flynn minsandten havde gravet frem til koncertens sidste del.
De ni skæringer er lige som tidligere søgende og fyldt med stemning og nærvær, og man fornemmer, at Black Seagull befinder sig et sted i livet i dag, hvor de har skruet ned for volumen og tilsvarende op for kvaliteten i sangenes både storladne og afdæmpede udtryk.
Kort og præcist. Leveret med hårde hug til mellemgulvet. Nådesløst, kompromisløst og kortfattet. Som hardcore punk skal være – når det er bedst!
Selvom Bob Marley døde for snart 40 år siden lever både fortællingen om og musikken af ham i bedste velgående.
Måske er The HU at finde på Copenhells store scene til næste år, for der er masser af potentiale i de unge mongoler, når de har fået flere numre at vælge imellem, og når publikum kender dem bedre. Og tilsat lidt pyroteknisk sceneshow vil mongolerne helt sikkert sælge billetter med deres unikke og besnærende musik.
En STOR ros til de fremmødte denne aften, som under hele aftenen undlod at knevre løs. Der var total stilhed i salen under numrene og med et lydhørt publikum, der lod sig opsluge af Lissies tilstedeværelse i rummet og gav hende plads.
Første gang, Kim Wilde optrådte for et live publikum, var i Antvorskov Hallen tilbage i 1982. Hendes producer var simpelthen bange for, at den unge sangerinde ville floppe på scenen, så hellere tage chancen med et lokalt publikum, lang væk hjemmefra, inden hun skulle møde sit hjemmepublikum, hvor en dårlig koncert ville påvirke pladesalget negativt. Denne aften var hun tilbage i Roskilde med et solidt poprockshow af højeste klasse!
DOD er gennemrutinerede og velspillende og med et solidt bagkatalog, der veksler godt med temposkift fra det punkede til det sumpede, som nærmest går i stå på stedet. Men hold kæft, det lyder fedt, når først kvartetten fra den jyske hede får spillet sig varme.
Heavy metal blev skabt ca ti år, før Saint Vitus blev dannet i 1979, af især Black Sabbath, som spillede med en tyngde og en dyster atmosfære, som aldrig er blevet overgået siden. Men musikken behøver ikke nødvendigvis være bedre end originalerne, bare det har sit eget momentum at byde på. Og det har Saint Vitus stadig i dag – 35 år efter deres mere eller mindre stilskabende debutalbum tilbage i 1984.
Sully Erna: “The good thing that I feel blessed about with this band is that we don’t need to have a big production to make a great show.”
Bandet spiller med en tilbagelænet nonchalance, bortset fra frontmand, sanger, guitarist og trommeslager Sully Erna, der nærmest er en énmandshær på scenen.
Loppen blev denne aften invaderet af tyske krautrockere med halvdansk islæt og en eksplosiv ladning determineret tysk Krupp-stål med boblende spillelyst.
