Steffen Brandt indtager øretævernes holdplads med sit første soloalbum, hvor han tager favntag med en af rockhistoriens helt store kunstnere. Han har nemlig valgt at oversætte Bob Dylan til dansk! Han gør det dog ret overbevisende, omend grundtonen bliver lidt kedelig i længden.
Black Crowes er tilbage i storform efter sidste års rigtigt gode Warpaint og man fornemmer et magtfuldt og livsnødvendigt behov fra bandets side, for at levere en skive med masser af nerve, sjæl og sved. Udspillet dufter i hvert fald af ægte spilleglæde og motivation og er blandt bandets bedste.
Man kan sammenligne det vilde og viltre udtryk med Tom Waits, der på samme måde formår at sammensmelte folkmusik, teatralske virkemidler og et åbenhjertigt og imødekommende udtryk i en kompliceret sangskrivning. Og alle disse modsætninger er med til at gøre Pays Sauvage til et beundringsværdigt og ganske imponerende værk.
Med Waves cementerer Keith Canisius sin kærlighed for sfærisk shoegaze-pop. Luftige melodier væver sig yndefuldt ind og ud mellem de højtsvævende guitarflader og skaber et patchwork af eventyrlige billeder. Waves er en som smuk sang fra dybet, om end en smule for monoton.
Monsters of Folk leverede fredag aften en pragtpræstation på Store Vega. En knap tre timers lang koncert der havde alt hvad man kunne have håbet på og endnu mere, og som med al tydelighed viste, at Oberst, James og Ward hører til blandt tidens største sangskrivere.
Editors fik vist, at de med det seneste lidt mere elektroniske album har udviklet sig, og at de efterhånden kan en helt masse sammen. Den store afveksling i både tempo og genre, betød en lige så stor afveksling i stemningen i det fyldte Store Vega.
Cecilie Thomsen har kompileret et spændende men fragmenteret soundtrack til det danske Holywood rip off Simon & Malou. Genindspilninger af gamle klassikere sammen med et par nye numre af svingende kvalitet gør soundtracket til en problematisk affære, men ikke desto mindre en positiv overraskelse.
Der er stadig et stykke vej til at Gov’t Mule (udtales Government Mule) er på alles læber i Europa, men i USA hvor bandet hører hjemme, er det en anden historie. I de varme, blueselskende sydstater er Gov’t Mule et stort navn – særligt på grund af den direkte forbindelse til The Allman Brothers Band.
Skunk Anansie er tilbage. Denne opsamling beviser ikke alverden i sig selv, men den gør opmærksom på bandets tilstedeværelse, og den tegner måske et par retninger for fremtiden i kraft af de tre nye numre. Der kommer dog næppe flere fans til på baggrund af denne udgivelse.
Den 6. november kunne vi skrive en nyhed om, at The Fiery Furnaces’ Matt Friedberger ikke kan lide Radiohead. Det hele beroede tilsyneladende på…
Man aner hist og her det talent, der har givet Annie et flot omdømme og en bemærkelsesværdig hype. Men som helhed er Don’t Stop en regulær skuffelse med alt for få mindeværdige øjeblikke, alt for få højdepunkter, alt for megen ensformighed og alt for megen kølighed.
Hvis der er lagt hjerteblod og kærlighed i projektet, undskylder jeg den hårde medfart, men jeg kan ikke finde noget positivt at sige om Love Lost City. Det skulle da lige være, at musikerne spiller fint og uden fejl og Peter Deleuran har en okay metervare stemme, som rammer tonerne rent.