september, 2010

BodaBoda Duo: The Rich and the Famous

BodaBoda Duo: The Rich and the Famous

by

BodaBoda betyder ”grænselandet” på Swahili, lyder det i pressematerialet til BodaBoda Duos tredje udgivelse, The Rich and the Famous, og dette skal forstås som et musikalsk grænseland mellem genrer, klang og kunstnerisk tanke. Hvis man fortsætter ud ad det geografisk-metaforiske spor er det samtidigt fristende at påstå, at duoen gemmer sig i yderområdet af, hvad folk i almindelighed i det hele taget ville betragte som musik.

Abe Vigoda: Crush

Abe Vigoda: Crush

by

Det bliver for rodet og for sammensat af en masse forskellige elementer, der giver et ambitiøst og energisk udtryk. Men så længe selve grundelementet i numrene – melodierne – ikke er på et højere niveau, så er det svært at finde sammenhæng og substans i albummet som helhed.

Mark Chadwick: All The Pieces

Mark Chadwick: All The Pieces

by

Mark Chadwick kan i den grad levere varen på egen hånd. For Levellers-kendinge er det dog uundgåeligt, at han med en soloplade i denne relativt afdæmpede afdeling, vil fremstå en anelse kedelig, fordi det absolut modsatte er tilfældet hos Levellers. Men når man har vænnet sig til genren, så er det folk-pop på et vældig højt niveau.

Robyn: Body Talk, Part 2

Robyn: Body Talk, Part 2

by

Andel del af Robyns trilogi, læner sig på flere måde op af etteren, og til stor glæde for mine forventninger, lader det til, at trilogien samlet set kan blive ganske gennemført. Robyn fortsætter med sine meget tydelige budskaber, om at turde at gå egne veje og ikke at bekymre sig om, hvad andre tænker.

Independent Waves

Independent Waves

by

ROSA, DUP, Musikparlamentet og DFDS Seaways havde valgt at slå pjalterne sammen og sammen slå tonen an til søs. Under banneret Independent Waves havde de sammenstykket et par dages workshops, koncerter og seminarer og inviteret forskellige aktører fra musikbranchen til at være med. En succes man kun kan håbe på vil blive gentaget.

Junip: Fields

Junip: Fields

by

Der er et par fine optræk til noget godt, men ellers er José Gonzales og Junip et lidt for genert og anonymt bekendtskab, der har svært ved at trænge så langt som ud over Gonzales’ eget stemmebånd. Overordnet er det for introvert og fjernt til, at det rigtigt fanger.

Black Lillies: Black Lillies

Black Lillies: Black Lillies

by

Black Lillies er sandsynligvis ikke musik tænkt til sofaen eller til særlig undersøgelse af eksperimenterende musikalske nyskabelser, men indimellem på albummet forsøger duoen sig med mere melankolske og introverte ideer, som kalder på en anden indgang til Black Lillies musikalske univers og det er her bandet har en indgang til mig.

Annemarie Zimakoff: The Girl Without Music

Annemarie Zimakoff: The Girl Without Music

by

Det er i sidste ende Annemarie Zimakoffs stemme, der ligger i grænselandet mellem Tori Amos og momentvist en ung Kate Bush, der henter sangene hjem, hvor de hører til, og arrangementerne holder hele vejen rundt i kvalitet, fra det tyste og vemodige til det mere sprælske og levende, der dog aldrig bliver hverken vovet eller kantet.

Lloyd Cole: Broken Record

Lloyd Cole: Broken Record

by

Lloyd Cole nærmer sig den alder, som man med en vis elegance og ærbødighed kan vælge at kalde moden. Det er måske med til at gøre udtrykket lidt mindre kantet og skarpt, og det er et valg, hr. Cole åbenlyst har truffet. Det bliver dog en smule for hyggeligt og tandløst hist og her, mens der stadig er en ypperlig kvalitet at finde, når Lloyd Cole er bedst.