december, 2011

Meg Baird: Seasons On Earth

Meg Baird: Seasons On Earth

by

Man kan ikke anfægte Meg Bairds evner og fremragende musikalitet. Men det er som om, at helheden bliver for tung til at fungere, for når både melodier, vokal, stemning, arrangementer og indlevelse bliver så himmelstræbende ambitiøst som her, så forsvinder jordforbindelsen.

Cerebral Ballzy: Cerebral Ballzy

Cerebral Ballzy: Cerebral Ballzy

by

De selvproklamerede pizza-junkier ræser afsted med en afsindig fart, men de glemmer heldigvis ikke melodierne i skyndingen. De sparker så meget røv til moderne pop-punk, at succesfulde bands af den skole, må se sig sønderbanket i skridtet og tudende gå i seng, med bevidstheden om at disse fem gutter er the reak deal.

På stop med en cello gennem Europa

by

Interviewet med Janie Price aka. Bird er både en introduktion til tv-programmet og bogen, som omhandler rejsen, men er også en appetitvækker til alle, der har lyst til at høre om en noget utraditionelt, men stærkt inspirerende rejse gennem Europa, hvor de menneskelige møder ender med at være i fokus.

Hateskor: Paint My Fear

Hateskor: Paint My Fear

by

Nogle mennesker mener, at keyboardet er et instrument, der ikke hører hjemme i metalgenren. Et sådant udsagn virker noget snæversynet, men når der lyttes til Hateskors nyeste udgivelse, er denne anmelder meget tilbøjelig til at være enig.

Nicolai Funch: Someday These Colors Will Fade

Nicolai Funch: Someday These Colors Will Fade

by

Nicolai Funch er en målrettet sanger, sangskriver og guitarist, der synes at have planen for sit arbejde klar. Genren er blød og melodisk folkpop, og hans tilgang til musikken er efter hans eget udsagn et dogme-princip, hvor musikerne bygger arrangementerne op, efterhånden som indspilningen skrider frem.

Karoline Munksnæs: Jupiter

Karoline Munksnæs: Jupiter

by

Jeg kan egentlig rigtig godt lide Karoline Munksnæs fra den rolige og afdæmpede side, men det er som om, at denne side af albummet først for alvor træder i karakter, når den har nogle modsætninger at læne sig op ad. Dem er der desværre ikke helt nok af.

Rum 37: Rum 37

Rum 37: Rum 37

by

Rum 37 viser egentlig selv vejen frem på de to mest vellykkede numre på denne EP. Når den jævne overflade brydes med nerve og energi, så opstår den magi, der giver Rum 37 sin berettigelse. Derfor håber jeg, at københavnerkvartetten søger i denne retning, når EP en dag skal blive LP.

Adam Cohen: Like a Man

Adam Cohen: Like a Man

by

Som Leonard Cohens søn træder man vel aldrig endegyldigt ud af faderens skygge. Men Adam gør et så stærkt forsøg, som det lader sig gøre, og ”Like a Man” er et fornemt album for alle med hang til den fine, nydelige og meningsfulde countryballade, der undgår både musikalske og tekstmæssige klichéer.