17.+ 18. juni 2011 – Copenhell, Refshaleøen
byEn weekend i Satans tegn med enkelte sympatiske udfald Frygten for at dette års metalfestival skulle drukne i regn og blæst lige som sidste…
En weekend i Satans tegn med enkelte sympatiske udfald Frygten for at dette års metalfestival skulle drukne i regn og blæst lige som sidste…
Diskant.dk var på pletten da årets Start! Festival løb af stabelen. Læs vores reportage fra festivalens to første dage her.
Vejrmæssigt skiftede det fra sol til regn og tilbage igen, da bilen kørte på tværs af Danmark mod Northsidefestivalen i Århus. Sådan blev lørdagens…
ROSA, DUP, Musikparlamentet og DFDS Seaways havde valgt at slå pjalterne sammen og sammen slå tonen an til søs. Under banneret Independent Waves havde de sammenstykket et par dages workshops, koncerter og seminarer og inviteret forskellige aktører fra musikbranchen til at være med. En succes man kun kan håbe på vil blive gentaget.
Gutter Island Festivalen blev afholdt første gang i 2000, men der er ikke noget der tyder på, at festen er ved at være slut for det lille eksklusive publikum af psychorockabillies og hardrockere, der hver andet år mødes til et brag af en fest. Masnedø-fortet lægger rammer til en unik musikoplevelse af de sjældne, hvis man er til den autentiske garagerock, i selskab med folk, der ved hvad det handler om.
Endnu en gang havde den tyske metalfestival Wacken Open Air formået at trække en masse store, hårdtslående navne til den lille by, hvilket gav…
The Nationals absolutte hovedperson er den altid bevægelige, følsomme og nærmest utilregnelige Matt Berninger. Disse adjektiver kunne man også i dag med rette sætte på frontmanden. Med sig havde The National ekstra musikere på blæsere og keyboard, og sammen var de stærke som altid med et perfekt musikalsk samarbejde fra scenen.
Orange Scene på Roskilde Festival virker som en stor Arena for den hyggelige, afslappede og altid sympatiske sanger Jack Johnson fra Hawaii. Søndag eftermiddag viste sig dog at passe fint til amerikanerens melodiøse guitarpop. Men der var plads til alle typer af tilhørere i dag, og Jack Johnson formåede at gøre den store Orange Scene til hans helt egen hyggelige og afslappende park.
Prince havde talt, og først og fremmest med en ægte og personlig stemme, og det er i virkeligheden det, der skaber størst respekt og anerkendelse og i sidste ende de største oplevelser. Og det er det, der sidder tilbage i kroppen, når alt det andet glitterstads for længst er forduftet. Ægte musik af ægte musikere. Ægte stjernestunder under Roskildes åbne himmel.
Alt i alt leverede Mouritz/Hørslev Projektet en noget nær perfekt koncert og udover et alt for langt indledende digt oplæst af Lone Hørslev er det svært at sætte en finger på koncerten og deres evne til at sparke liv i et træt festivalpublikum.
Converge hyperkomplekse blanding af hardcore punkrock og ekstrem math-metal var hård kost på en tidlig søndag, men en anseelig mængde havde alligevel fundet vej til Massachusett bandet opvisning og de blev der sgu under hele den timelange koncert. Det pæne fremmøde var overraskende i forhold til det ukristelige tidspunkt. Det er godt gået og noget helt særligt for Roskilde Festivalens musikelskere.
Som altid lægger Lemmy Kilmister ud med de bevingede ord: We´re Motörhead and we play rock´n´roll. Genkendelsens glæde skal man ikke kimse af, og den skal man have når man er i selskab med Motorhead, for tingene er altid som de plejer
Det har længe kørt for The Asteroids Galaxy Tour i udlandet, og det er på tide, at vi herhjemme får glæde af dem, hvilket vi i den grad gjorde lørdag i Roskilde. Det var groovy og funky, og selv om der ikke er den store dybde i teksterne, og det mere handler om fest og farver, så leveres det af en flok kompetente musikere med et potentiale.
Kashmir prøvede at give folk et par nostalgitrip, men det var desværre ikke helt nok til at løfte den halvsløve koncertstemning, og de mange ballader havde helt sikkert gjort sig bedre til en meget mindre og indendørskoncert.
Titus Andronicus er fra New Jersey og er ofte blevet sammenlignet med Bruce Springsteen. Sammenligningen holder et stykke hen ad vejen, men så alligevel ikke helt. Men tilsætter man noget Gaslight Anthem og noget Bright Eyes anno 2002, så rammer man Titus Andronicus ganske godt.