Kaizers Orchestras frontmand og Bassist hyggede sig igennem en kort showcase på Ideal Bar, for at fortælle om de kommende tre Albums fra den norske Skralde-rock gruppe. Vi var med på en snig-lytter
Agnes Obel sad der bag flyglet med rank ryg iført en yndig lang kjole. Kombineret med hendes rene uskyldige sangstemme og hendes meget afdæmpede snakken mellem numrene fremstår hun nærmest som en kvinde af en anden tid. Uden de store kraftanstrengelser fik hun ro i det fyldte Jazzhouse.
Einstürzende Neubauten fremstår i dag som et sammenspillet ensemble, der både har den kunstneriske destruktive kraft i sig, som de også beviste i momenter denne aften, men som også kan underspille noget af det mest henåndende poetiske musik, man nærmest kan forestille sig.
Jeg er muligvis gammeldags og tilbageskuende, men med så markant en forandring af lydbilledet, er det nærliggende at opfatte det vi var vidner til i går, som spleen United 2.0, og der er jeg altså mest til 1.0 versionen…
De fire rock-chicks stod solidt på scenen iført ens korte kjoler, og var usvigeligt sikre fra start til slut. Humøret og pigernes sound var der ikke en finger at sætte på i aften.
Man føler sig hurtigt hensat til en anden tid, hvor instrumenterne får lov at tale deres sprog og elektroniske beats og synth endnu ikke har sneget sig ind på lydsporerne. Rock’n’Roll, soul og vigtigst af alt, masser af kærlighed definerer Naja Rosa og hendes musik.
Endelig fik Århus besøg af Porcupine Tree og på trods af enkelte skønhedsfejl levede bandet op til deres ry som et af prog-rockens absolut bedste navne.
Det seks mand store band fra Liverpool gæstede fredag aften Train i Århus og leverede en fremragende men også lidt usikker koncert.
Version 2.0 Det var både med skepsis og spænding, at undertegnede mødte op til danske Mercenarys første større koncert, siden trommeslager, forsanger og keyboardspiller…
Lyden var god under hele koncerten og detaljerne led aldrig under den massive bund af guitarer. De finesser keyboardet supplerer den psykedeliske tungrock med på plade, kom fornemt til udtryk og bassen var tilpas sovset og grumset, men aldrig mudret og stod knivskarpt de steder den dominerer og groover effektivt.
På scenen bestod udsmykningen af corny lysfakler i plast op imod en bagvæg udsmykket med gyldne paraplyer, der signalerede en slags fotosession på et modelbureau blandt modebranchens linselus. Linselus er Blonde Redhead dog på ingen måde, for de fremstår nærmest forsvindende anonyme og anæmiske på en rockscene
Publikum var tydeligvis begejstrede for genhøret med de gamle klassikere, og ingen kan tage fra Pretty Maids, at de har en trofast og loyal fanskare, der denne aften fik, hvad de kom for at høre.
22.30 startede intro-musikken, bandet kæmpede sig vej gennem publikum, og som et slag i vores ansigter bragede Dillinger Escape Plan ellers derudaf. Publikum foran scenen eksploderede i et højpotent moshpit, og jeg var ikke i tvivl om at denne koncert ville blive den lange køretur værd.
De udgav deres sidste studiealbum for femten år siden, de opnåede aldrig den berømmelse, mens de var aktive, som de har i dag, og alle de oprindelige medlemmer er for længst blevet kendte i alle mulige andre sammenhænge. Ikke desto mindre var det noget af en begivenhed, at den tidligere Kyuss-sanger gæstede et udsolgt Loppen.
Som anmelder af de tonstunge tyskere i Rammstein, er det svært at holde de altid kritiske briller rettet mod elementer som lydkvalitet, publikumkontakt og selve musikken. Rammstein leverer meget snedigt et fænomenalt show, der ganske givet i sig selv kan imponere de fleste. Også denne aften på Tiøren ved Amager Strand.