Det var et forventningsfuldt Lille Vega, der tog imod the constant hitmaker Kurt Vile torsdag aften. Desværre kunne manden i centrum ikke helt leve op til forventningerne, hvilket primært skyldtes en rodet lyd og alt for meget rumklang på vokalen.
På album er oplevelsen af Jarle Bernhofts soulmusik jævnt god, men det er live, at nordmanden virkelig imponerer. Ene mand på scenen optræder ham med et væld af instrumenter, en suveræn soulvokal og så hans uundværlige loop station.
The Handsome Familys koncert på Loppen var en blandet affære. Brett Sparks’ vokal fungerede ikke på samme måde live som på album. Så i stedet for storladne sange, så fik publikum sange, der ville have passet perfekt ind på enhver snusket bar.
Man kan sagtens kritisere Bonamassas stemme for at mangle kraft og bredde, men han er først og fremmest guitarist, og der sker noget i salen når han træder frem på scenen, kaster overkroppen tilbage og forsvinder i et fuldstændig imponerende soloridt.
Inden tæppefald får vi Joy Division´s ”Love Will Tear Us Apart” i bossa-tempo og fløjsorgel. Chokket over den version er godt nok mindre efter tvillingernes X-Factor version, men jeg sveder heftigt over blasfemien. Igen lykkedes det alligevel, at få samtlige kvinder i salen til at synge følsomt med. Mig? Ja, jeg står bare og savner Ian og Co. så brændende.
Jim White virkede særdeles oplagt, og de 12 varierede numre det blev til på den halvanden time koncerten varede, blev alle serveret med en nærhed og varme, der gjorde Jim Whites tunge sind fordøjeligt. Filmen der indledte CPH PIX arrangementet kunne jeg dog godt have været foruden.
Sammen er de et nyt navn på den danske musikscene, De Eneste To, men alligevel er de efterhånden et par rutinerede herrer – Peter Sommer og Simon Kvamm. Kombinationen af denne rutine, musikalsk samhørighed og et godt venskab kom tydeligt til udtryk, da de to østjyder trådte på Store Vegas scene til en udsolgt ekstrakoncert denne påskesøndag.
Sick of it All beviste lørdag aften, at de trods femogtyve år på bagen stadig lever for at spille musik. Guitarist Pete Koller hoppede rundt i vanlig stil og sanger Lou Koller løb frem og tilbage på scenen mens han i konstant kontakt med publikum sang med sine lungers fulde kraft.
Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende sansebombardement, men det er hele pointen. En massiv øretæve af lyd presset igennem pedaler og strenge, spillet så tungt huggende, at hvert anslag tangerer lussingerøde kinder og hvert beat hamrer dit mellemgulv til kingdom come. Intensitet kan ingen sgu beskylde Meshuggah for at mangle
Sjældent har et publikum været så stille og lyttet så intenst som det var tilfældet mandag aften på et udsolgt Huset i Magstræde. Årsagen var at svenske I’m Kingfisher og amerikanske Damien Jurado på hver sin måde viste hvor meget, der kan komme ud af et stemmebånd, en lyrisk pen og en guitar.
Om det så var inderlige og sørgelige ballader eller Adeles mere soulede udskejelser, så leverede hun varen uhørt sikkert søndag aften. Jeg har sjældent set en så stærk og kontrolleret livevokal, som den hun præsenterede os for i Store Vega, og pludselig gav det mening, at den unge englænder er stormet frem på ingen tid.
Retrorockerne får gulvet til at svaje og gynge og selvom ugens helligdag er svær at arbejde med, får det sorte bjerg alle i sving. Og gynge er hvad man gør til Black Mountains smittende psychrock numre. De kan som få give en en hypnotisk følelse, mens musikken står på. Tid, sted og fodfæste forsvinder momentant, når man er til canadisk audiens
Fallulah var i sit es i Koncerthusets Studie 2, da hun onsdag aften sammen med sine fem musikere gæstede den flotte sal. Den varierede instrumentering og energien på scenen løftede Fallulahs musik til et nyt niveau. Efterhånden kan man sagtens forstå, at Fallulah har taget landet med storm.
Det var mit første livebekendtskab med Mogwai, og jeg var spændt på en liveoplevelse af de lange stemningsfulde instrumental-rockende numre, som Mogwai siden 1997 har leveret med overbevisning. Ni af aftenens fjorten numre var fra skotternes nye album, og den fordeling havde jeg gerne set en lille smule anderledes til fordel for et par enkelte ældre numre.
Lissie performede en koncert langt ud over det sædvanlige, den amerikanske udgave af frøken Pruseluske var det helt centrale midtpunkt på scenen, og hendes altoverskyggende udstråling og udtryk, bærer musikken hele vejen hjem. Og med den standard, hendes sange holder, kan der kun gå for kort tid, inden vi får mulighed for at opleve hende igen.