Lyden fik lov til at fylde rummet ud, som en varm dyne af lyd, med trommerne, bassen og guitarerne som en madras der er tilpas blød, og tilpas hård. Jeg spekulerer på om Nikolaj Nørlund nogensinde har lydt så godt til en koncert før.
Måske er det bare en del af bandets stil at de aldrig træder ud af karakter, og forbliver i dette melodiske ufarlige soul univers. Jeg efterlyser flere overraskelser til en livekoncert, hvor indslaget med de to dansere var et pragtfuldt eksempel. Quadron er selvsikre i deres stil og skal begynde at tage deres musik skridtet videre ved at ophøje deres musikalske projekt.
De har eksisteret i 32 år og været genstand for en ivrig og til tider ophedet debat om, hvorvidt de er satans yngel i skikkelse af hardcore nazister, eller blot selviscenesættende varmluftsballoner. Slovenske Laibach er hverken eller! Og denne aften på Statens Museum for Kunst, beviste kvartetten med al tydelighed, hvor deres historie kommer fra.
Jens Lekman er konstant nød til at søge ud af sin flødebolle komfort-zone, for at virke interessant. Han skal være som en mand der vandre rundt på den tyndeste del af en frossen sø, med faren for at falde igennem isen som en kunstnerisk drivkraft der giver den nødvendige spænding.
Hovedpersonen var simpelthen i total kontrol, uanset om det galte musikken, den blå/hvid/sorte scenografi, eller teknikkernes, der naturligvis var ligeså velklædte som musikerne, påklædning.
Få har det overskud, som dan Auerbach har, når han svinger håndleddet over Gibson-gribebrættet og punkterer myten om den tungrøvede, lettere bedagede, kærlighedslidende og introverte bluesguitarist, der bare ikke kan holde på sin kvinde, eller fra sin morfinlast. Det her er sjovt, men ikke for sjov, for drengene går til stålet og spiller både sammenbidt, koncentreret og seriøst, selvom udstrålingen er let, hjertelig og med smil på læben
De gamle drenge viste ingen alderdomstegn Pearl Jam leverede i sandhed en fin koncert i går i det udsolgte og bagende varme Forum. Led…
Det er efterhånden fem år siden af The Cardigans sidst spillede sammen, og de har i denne omgang valgt at give fem koncerter hvor albummet Gran Turismo spilles. At Tivoli i København var en af dem var eksklusivt, og vi var mange der glædede os, til at se hvordan formen var hos de populære svenskere.
Man ved aldrig på forhånd, hvornår de opstår – de såkaldte “once in a life time moments” – men pludselig befinder man sig midt i et, helt uventet og kan mærke det i hele kroppen og langt ind i sjælen.
Kent kørte en koncert der fra start var præget af både dårlig og for lav lyd, stilstand og musikalsk kedsomhed og irriterende pænhed, hjem mod slutningen af sættet i en blanding af arbejdssejr og erkendelse af, at hitsne er utallige og må og skal rystes ud af ærmet, hvis en kent-koncert skal blive en succes.
Lad og ligegyldig aften i selskab med fortidig storhed Efter finske Swallow The Sun havde ledt os rundt i en god håndfuld sange –…
Stener-monumentet over dem alle blev leveret ædende tungt Inden stener-koryfæerne gik på scenen i Amager Bio med genrens indiskutable hovedværk Dopesmoker, skulle vi lunes…
Koncerten fik en katastrofal start, hvilket fik Evan Dando til at forlade scenen i frustration. Efter en halv times pause, hvor spillestedet fik styr på lydudstyret, genstartede Dando og The Lemonheads, deres livegengivelse af gruppens bedste album. Afbrækket og genstarten skulle vise sig, at være lige hvad band og fans havde brug for.
Perfektionisten over dem alle rundede Amager Steven Wilson der mest er kendt for sit virke i Porcupine Tree lagde vejen forbi Amager Bio på…
Det var dejligt at få lov til at høre Michael Kiwanukas musik live, der tillod mig at gå en tur ned af mindernes allé og få en ide om hvordan en koncertoplevelse må have været i 1970erne.