Mogwai lader musikken tale for sig selv. Deres instrumentale kompositioner, hvor deres instrumenter – især guitarerne – udsættes for forvrængning og effekter, fungerer forbandet godt, og det fik vi et glimrende eksempel på fredag aften på Arena efter mørkets frembrud.
A Wrenched Virile Lore er en blandet remix-landhandel, der ikke formår at fremstå som en helhed. Ophavsmænd til remixene er en række mere eller mindre niche-kendte, obskure og endda fiktive kunstnere med et nogenlunde fælles udgangspunkt i eksperimenterende, ofte elektroniske miljøer
Honour Found In Decay er en mageløs plade – hvorvidt det er Neurosis bedste album vil tiden vise – men efter ”Raise The Dawn”´s sørgmodige violiner lukker det massive værk, er man gjort af overjordisk stof, hvis man uden pause tør trykke på play én gang til.
Pg. Lost er fortsat ypperligere spændingsopbyggere og mestrer kunsten at ramme både det æterisk smukke og tænderskærende voluminøse helvedesbombardement i ét og samme nummer. Den knusende melankoli kontrasteres af endorfinfremkaldende lykkefølelser og vice versa.
James Grahams tykke skotske accent er fortsat et markant aktiv på The Twilight Sads tredje udspil No One Can Ever Know. Lydmæssigt har bandet – der nu er en trio efter bassist Craig Orzels exit – dog rykket sig en del fra tidligere. Der er kommet væsentlig mere elektronik i bandets output.
Det var mit første livebekendtskab med Mogwai, og jeg var spændt på en liveoplevelse af de lange stemningsfulde instrumental-rockende numre, som Mogwai siden 1997 har leveret med overbevisning. Ni af aftenens fjorten numre var fra skotternes nye album, og den fordeling havde jeg gerne set en lille smule anderledes til fordel for et par enkelte ældre numre.
Samlet set er Hardcore Will Never Die, But You Will, Mogwai´s mest homogene og fuldendte album til dato og dermed aspirerer den – sammen med Young Team forstås – til sejrskamlen i skotternes diskografi.
Det skotske post-rock band Mogwai udgiver et nyt album den 14. februar (Valentine’s Day) næste år. Albummet, der bliver Mogwais syvende studiealbum, bærer titlen…
På Special Moves formår Mogwai at overføre det ultrarå, afgrundsdybe støjinferno som en Mogwai-koncert er, til cd, uden at detaljerigdommen går tabt, og uden den klassiske lydforvirrig som liveoptagelser så ofte lider under. Og det er lidt af et pragtstykke i sig selv.
Overordnet set havner EF, på trods af intentionerne om det modsatte, med at præsentere et album som er vældig oldschool postrock, med lag på lag opbygninger – stille, støj, stille, crescendo, og lange forløb som man ved må forløses i det traditionelle brag.
Endnu et godt album fra skotske Mogwai Post-rock bandet Mogwai blev etableret i midten af halvfemserne og har siden smidt en stribe rigtig gode…
Sønderrivende post-rock inferno På dørene ind til Pumpehuset var der denne aften sat advarselsskilte op. Advarslen gik til alle epileptikere og drejede sig om,…
Glimtvis enestående, men mestendels sådan lidt både og Skotske Mogwai kigger med dette deres femte album nok mere bagud end fremad. Måske i erkendelse…