Koncerter & festivaler
The Walkmen spillede med overbevisning og havde valgt en fin sætliste, men 70 min. er sgu for pauvert, når man stiller med seks album i bagagen. Jeg kunne i hvert fald snildt have brugt en halv time mere i deres berigende selskab. Det vi fik, kan man dog ikke sætte en finger på.
Thee Attacks leverede stensikkert varen, mens de mindre kendte Hell Is In Hello havde sværere ved at finde sig til rette, da de to danske kvartetter torsdag aften bød ind til dobbeltkoncert i Stengade på Nørrebro i København.
Når Cult of Luna peaker, er de uforlignelige, men sangenes længde og følelsen af vel rigelige gentagelser af den formel svenskerne benytter sig stålsat af, tillige med de tålmodighedskrævende opbygninger blev lidt for meget i længden på denne fredag i april.
Folkfest blev fejret med fuldskab Det var kun anden gang nogensinde, at det finske folkmetalband Korpiklaani gæstede Danmark og det var der mange, der…
Mumford & Sons fik mandag aften flere gange en fyldt Falconer Salen op på kogepunktet. På trods af en lidt for forudsigelig og rutinepræget præstation, havde de os i deres hule hænder, og deres kombination af traditionel folk og efterhånden nærmest stadionrock ramte plet hos den dedikerede fanskare.
Denne lørdag aften startede i det mørke og det lavmælte, og sluttede i et pitchet frontalangreb på publikum, der efterlod dønninger af velvære, så man nærmest stod helt forpustet til sidst.
For dem, der gik glip af de første shows med Mercyful Fate for 30 år siden, var det tirsdag aften muligt at genopleve højmesse for den onde selv i Amager Bio.
Allerede fra starten var det tydeligt, at Halestorm ikke havde tænkt sig at komme sovende til succes. Med en tændt Lzzy Hale i front lagde de ud med ”Freak Like Me”, og så var festen ellers skudt i gang.
Kashmir tog røven på os fredag aften. En siddende koncert i Falconer Salen forløb ikke, som mange af os havde forventet. Kashmir valgte at smøge ærmerne op og trykke den af under koncertens anden halvdel, så siddepladserne blev overflødige. Kashmir leverede varen, hvor enkelte skønhedsfejl dog gav ridser i lakken.
Fremragende sætliste, superlyd, energiske og spillelystne musikere med teknisk kunnen til overflod, Lasse Hoiles imposante men gruopvækkende visuals og et oplagt publikum giver tilsammen en sublim og helt igennem gennemført koncert. Det kan kun give topkarakter.
Raveonettes kørte aftenen hjem på fede melodier uden meget unødigt fyld, en fremragende lyd, en udpræget fornemmelse for mørke fortættede stemninger, musikalsk skarphed og så den satans coolness.
Torsdagens tripple rock act var en ordentlig trefork i røven på dem, der stadig tror, at Amager Bio kun tilbyder gammelmands blues a la Walter Trout. Denne aften holdt svenske Graveyard rockfanen højt hævet over et dedikeret dansk publikum med en langt mere livsfarlig form for blues-rock.
Frontallappen ryster, fontanellen syder, bukserne blafrer, ørerne er på ekstremt overarbejde på grænsen til det ubærlige, mellemgulvet presses og solar plexus går i dissonansfrekvens, der giver skiftes vel,- og ubehag. Ja selv rectum synes ikke at gå fri, for min sidemand fjerter og har et plaget ansigtsudtryk.
Samlet set var der ikke det store bid i den performance The Sword leverede denne aften, og de når altså ikke langt i min karakterbog ved at forsøge at agere übercool og underspillede.
Det forpligter, når man har noget nær verdens bedste riffs. Så skal man kraftpeterstejleme fyre bomben af lige i fjæset på publikum – og det kan man ikke ligefrem sige, The Sword gjorde denne aften.
Når Goethe et sted siger, at vi skal hylde digteren til at leve et liv i stor, følelsesmæssig smerte, så vi andre kan nyde godt af deres martrede poesi, tænkte han på mennesker som Scott Kelly.