SLUT: Skullclub-konkurrence
byDiskant.dk sætter tre albums med Skullclubs nye album på højkant.
Diskant.dk sætter tre albums med Skullclubs nye album på højkant.
Maia Vidal har sine store styrker i den utraditionelle tilgang til popgenren, men samtidig når de to modsætninger – den alvorsfulde og den spøge- og legesyge – kun sjældent at finde sammen for alvor. Oftest er det enten den ene eller den anden side af Maia Vidal, der slår igennem.
Live Over Europe byder på fremragende rockmusik, men desværre fokuseres der mere på det visuelle og mindre på det musikalske. Det påvirker helhedsindtrykket og to timer i selskab med Black Country Communion bliver derfor noget uvedkommende.
Zolas karakteristiske, men også statisk dybe og lidt grædekonelignende stemme, har relativt få udsving og har dermed den bagdel, at den trætter lidt i længden. Langt hen ad vejen holder den dog ens interesse fangen og i samspil med de stemningsfulde og ildevarslende numre, gøder den jorden til mange lyt.
Det er som om Ryan Adams ikke længere passer på hypotesen om, at en trist singer-songwriter er en god singer-songwriter. Tværtimod virker han gladere end nogensinde – og samtidig mere stabil end nogensinde. Det var også tilfældet ved aftenens koncert i en kirke i Malmø.
Lyden i den pænt besøgte sal var glimrende, lyssætningen fornem og publikum fremstod prisværdigt stille, ja næsten ærefrygtigt, men alligevel forlod jeg Falconer salen med en lidt tom fornemmelse, måske fordi det hele var sat i scene og ramme uden indskud af overraskelser
Ægteparret Dan Boeckner og Alexei Perry sparker lytteren i skridtet med billigt lydende trommemaskiner, keyboards og kontante guitarakkorder, på de ni numre tredje ombæring af deres elektropop med punket kant udgør.
På Everything fanger An Autumn for Crippled Children den nuværende årstids snigende kulde og triste, men smukke stemning på en fin og vedkommende måde. Det er flot melankolsk, men har dog også sine mangler.
Solander har et stort potentiale, men bandets toer er en skuffelse, hvor de fleste eksperimenter ikke rigtig rykker noget. Det bliver lidt langstrakt og ligegyldigt, og den stærke melodiske evne fra debuten synes næsten fraværende.
Problemet med Sonnes solodebut er inkonsistensen i det musikalske indhold. Det ene øjeblik er vi i ultraelektroniske dance-eldoradoer, det andet i et halvhjertet forsøg på en ballade. Der mangler en rød tråd og også en konsistens i kvaliteten.
I morgen er der mulighed for at opleve et vaskeægte japansk kult-rockband i Stengade. Guitar Wolf indtager nemlig scenen med alt hvad deraf følger…
Det starter egentlig rimeligt lovende for den nye danske kvartet, men desværre skuffes man flere gange, når musikken munder ud i et anti-klimaks. Alt i alt bliver det lidt for pænt og lidt mere arrigskab kunne have været at foretrække.