Nogle forskrækkede festivaldeltagere, som lå og solede sig på planen foran Odeon, fik sig en brat opvågnen, da satan selv i form af black/thrash metal bandet Goatwhore fra New Orleans uden varsel indtog scenen.
Der gik kun et par dage fra Metallica annoncerede deres genkomst til Roskilde Festival, før lørdagsbilletterne var revet væk. For det band er en institution, og uanset om man er til metal eller ej, kan de fleste nok finde en sang eller to i radioen, som det er værd at nynne med på.
Der er altid noget at være sur over når man er Matt Berninger, og derfor er der også altid en grund til at drikke. Med en cool atittude gik Berninger vogtende rundt på Orange Scene, med et krus champagne i hånden når han ikke sang, og når han sang skreg han sine inderste smerter ud.
Bandets fanskare – deres turbojugends – stod selvfølgelig klar på de forreste rækker og sikrede en varm velkomst for deres helte. Der blev lagt ud med numre tilbage fra deres store gennembrudsplade Apocalypse Dudes fra 1998, et album, der sammen med Sexual Harassment blev rigt repræsenteret på denne solbeskinnede eftermiddag.
Det krævede en vis dedikation at trodse masserne og albue sig vej frem til Linkobans koncert på det lille Cosmopol . Men havde der været retfærdighed i verden, havde kunstnerne byttet plads for der var lagt noget mere krydderi i Linkobans frituregryde end i Rihannas R&B sovsede små nuggets.
Det eneste gennemgående element var de hårdtpumpede elektrobeats, Rihannas konstant vrikkende baviannumse samt den ene mere forfærdelige guitarsolo efter den anden.
Det er efterhånden 22 år siden, at Kreator sidst gæstede Roskilde, men med den form, som Mille og co. lagde for dagen på Arena fredag nat, er det sikkert heller ikke sidste.
Bobby Womack diskede op med en klassisk soul fest, med alle klichéerne som i den grad virkede. Med sit top tunede band, leverede han en ordentlig omgang fredagshygge, der bød på hele moletjavsen, inklusiv vilde call and responses, porno-sax soloer, Jesus-hyldester og Womacks karakteristiske hyl der brænder sig fast i ens hjerte.
Generelt virkede det lidt som om at punken var et udgangspunkt, de konstant forsøgte at komme ud af. Man kan kalde dem for punkere, der prøver at være David Bowie, Lars Hug eller John Mogensen, men som konstant er tynget af deres punk-last, og det gør dem altså ganske fremragende, selvom det ikke altid er lige pænt at lytte på.
Moshpittet, som kørte uafbrudt var enig, når man falder, rejser man sig bare og mosher videre. Og jeg var enig, selvom jeg aldrig i mit liv, har stået på skateboard. Sært livsbekræftende.
Især afslutningen hvor publikum blev angrebet med et dansabelt lydbombardement, skabte en vild eufori med gruppens blandning af avantgarde, folk og techno. Det var sgu’ svært ikke at udleve musikken igennem hele kroppen, og danse på de sære måder som musikken indbød til.
Efter koncerten, var mit umiddelbare indtryk at det hele havde været en håbløs leflen, for at få svenskerne til at tage turen over Öresund til Roskilde, og hvis samtlige svenskere stod foran Orange torsdag nat, kan jeg godt forstå at festivalen er bekymrede over billetsalget på den anden side af Øresund.
Slipknot er ikke just det band man har lyst til at løbe på i en mørk gyde i bandets hjemstat Iowa, men det lovede godt på Orange scene efter mørkets frembrud.
Det engelske band har taget et dansk navn, men formåede ikke at levere nogen mindeværdig præstation ved deres første besøg på dansk jord.