13 & God: Own Your Ghost
Under psedonymet 13 & God gemmer sig det umage par The Notwist og de californiske Anticon-drenge Themselves. En spændende tanke på papiret javist, men i praksis fungerer det langtfra optimalt.
The Pattern Theory: The Pattern Theory
Berlin-baserede The Pattern Theory spiller en tilforladelig og gennemtæsket postrock. De ville elske at ligge i ske med Tortoise, men mangler helt amerikanernes fornemmelse for den store melodi gemt inde i et rum af stor kompleksitet.
Kloster: The Waves And Winds Still Know His Voice
Er man forfalden til eksempelvis Current 93 eller Mount Eerie, eller blot nysgerrig overfor et unikt og sjældent værk i dansk musik, vil Klosters album skabe en times eksistentielt reflekterende rum.
11.+ 12. juni 2011 – Northside Festival – Århus
Vejrmæssigt skiftede det fra sol til regn og tilbage igen, da bilen kørte på tværs af Danmark mod Northsidefestivalen i Århus. Sådan blev lørdagens…
Before: 30 Minutes
Som et tidsdokument er 30 Minutes en forrygende halv time om et kompromisløst ungt band, der fostrede egensindige kunstnere som Martin Hall og Fritz Bonfils og som velsagtens kan indtage podiet som et af Danmarks helt store postpunk bands.
Melting Walkmen: Why Did You Kill All Those Flowers?
Why Did You Kill All Those Flowers? er en glimrende debut, som dog bærer præg af den førstefødtes karakteristiske søgen efter færdigudviklet identitet og klare linjer. Ikke alle numre står lige stærkt, men overvejende spores en autencitet og et engagement der gør, at man vælger at se igennem fingrene med de svagere øjeblikke.
The Prodigy: World´s On Fire – Live Cd/Dvd
Bandets effektive rave-rock kan ingen tage fra dem og jeg ender altid med at overgive mig, på trods af Maxims belastende scenepersonlighed. Når man sidder i stuen og ikke gynger med et begejstret menneskehav, er det dog en helt anden snak.
Orka: Óró
Stamfaderne i Einstürzende Neubauten lever bestemt ikke forgæves. De har utvivlsomt en stor indflydelse på færøske Orka, som har samme avantgardistiske tilgang til musikken som udtryksform. Instrumenteringen læner sig ligeledes gevaldigt op ad germanerne.
My Passion: Inside This Machine
Udadtil vil de engelske prettyboys fremstå barske med masser af hårdkogt attitude, men der skal ikke meget empati til, at gennemskue den lille romantiske popdreng gemt i maven på de fem mascaralagte medlemmer.
Acorn Falling: Cabinet Of Curiosities
Lars Kivig, som ellers har sin gang som piano/synth musiker i den gotiske postrock kvartet My Beloved, har valgt at forsøge sig på egen hånd i enmandsprojektet Acorn Falling. Det er for så vidt ikke så langt fra moderbandets noget glædesløse, men også særdeles smukke hymner.
Amiina: Puzzle
Amiina er i folkemunde bedst kendt som Sigur Rós stryger-ensemble i livesammenhæng. På sekstettens andet album er lydbillede såvel band udvidet siden debuten. Det er dog fortsat et selskab af sav, kalimbas, spilledåser og forskellige ting man kan slå på, bøje, eller støde til, der møder en på Puzzle.
The Megaphonic Thrift: Decay Decoy
Hvad stiller man op med et band som norske The Megaphonic Thrift, der helt og aldeles ublut bekender sig til Sonic Youth, som præsten til amen i kirken. Ja, så man jo anskue melodiernes kvalitet og om guitararbejdet kan følge med Moore/Ranaldo. Heldigvis er det henholdsvis fremragende og genuint.
The Dodos: No Color
De to californiere Meric Long og Logan Kroeber i The Dodos formidler en kantet og minimalistisk Folk-rock på deres fjerde ombæring No Color. Arrangementerne har ofte et skævt sigte som gør, at man sjældent ved hvor nummeret bærer hen. Alligevel er det stramme setup med tromme og guitar i længden både for ensformigt og begrænsende.
DreamJockey: Earthquakes, Religion and Heartaches
Earthquakes, Religion And Heartaches bejler til folk med hang til ikke bare prunkløs minimalisme, men også relativt stille – men bestemt ikke anæmiske – sange, for her er betydelig varme, dybde, små slag med halen og ikke mindst krøllet kant og spidsfindigheder i DreamJockeys univers.
26.04.11 – Nouvelle Vague – Store Vega, København
Inden tæppefald får vi Joy Division´s ”Love Will Tear Us Apart” i bossa-tempo og fløjsorgel. Chokket over den version er godt nok mindre efter tvillingernes X-Factor version, men jeg sveder heftigt over blasfemien. Igen lykkedes det alligevel, at få samtlige kvinder i salen til at synge følsomt med. Mig? Ja, jeg står bare og savner Ian og Co. så brændende.