Musikalsk er det spartansk instrumenteret, hvilket for så vidt er fint, men det stiller altså særlige krav til både melodimaterialet og stemmernes musikalitet og specifikke fremtoning. Her taber McIntoshRoss deres sange på gulvet, for de er glemt næsten før de er ført til ende.
Hvis Jacob Speake arbejdede nogen mere med sin vokal og sin udtale af det engelske sprog, så har vi en kunstner med et potentiale til at gå hele vejen og lidt længere. For idémæssigt og sangskrivningsmæssigt har jeg sjældent hørt større talent.
Hvad får man, når man blander tung dødsmetal, med midttempo ditto, black metal skrig og lejlighedsvis aggressiv, energisk thrashmetal? Bandet 6 Degrees! Og en lidt rodet oplevelse.
I den seneste tid har teenagepiger overalt i Danmark været helt kulret. Årsagen er vampyrer og romantik i filmen New Moon, der er nummer…
Liam O’Conner og Suspekt træder med Selvmord ind på nye musikalske boldbaner. Det tager lidt tid at vænne sig til den nye stil, men når det først er sket, så folder debuten sig ud som et fremragende album.
Kvintettens andet output Let It Beep, er en komplet ustyrlig omgang beskidt electrorock udi vanviddets mange afkroge. Det er skæv indierock i ordets bogstaveligste forstand, fuld af spræl og idiosynkrasier. Ideerne er mangfoldige og rammer ofte plet, men er også krævende og noget anstrengende i længden.
Selvom A Pyre of Lost Dreams består blot består af fire numre, så varer det en lille time, og på den tid formår Black Wreath at overbevise sin lytter om, at de er et kompetent doommetal band.
Musikalsk er universet råt og rock’n rollet – og falder godt i spænd med teksternes indhold. Men det halter alligevel – måske fordi Ungt Blod ender med at virke for letkøbt og ikke vedkommende. Hvad vil han os egentlig, den unge jyde?
Hverken de inspirationsstrittende første numre eller den kedelige og klæge hoveddel, er værd at bruge særlig meget krudt eller energi på, så med undtagelse af åbneren ”Volts” er det et fadt udslip, Screaming Lights har kastet ud i rockæteren med Like Angels.
Der er tale om en herlig uhøjtidelig – men også gravalvorlig – omgang surfpunk, når de bandanaformummede mariachis fyrer deres psychobilly af med stilrene og gennemførte sange.
Samtlige numre på Kamikaze løber over samme skabelon, hvor et synthbeat tilsættes lidt ufarlig guitar og trommer, mens sangeren synger monotont og unuanceret og med en så ringe vokal, at man indimellem krummer tæer.
Der er noget sært beroligende ved Bländas debutalbum. å albummets 12 skæringer bliver der nynnet, hvisket og krukket og knirket med knastør humor og en spillemandslyst, man normalt aldrig ser på disse kanter.
Det behøves ikke at være så svært, og når man har Fu Manchus rutine og tæft for det effektive, lyder det faktisk momentvist rigtig, rigtig godt. Især de tungere passager, hvor det hele falder ned i gear, er man nede i støvet sammen med drengene.
Der er tale om en ep med tre numre, men alligevel skal der ikke mere til, før man føler sig overbevist om, at denne unge kvartet besidder et solidt talent og et stærkt drive. Det er metalcore med elementer af grind, deathcore og momentvist tonstunge rytmer, der står i spændende kontrast til den aggressive stil.
Det er al respekt værd, at Karen S. ikke plastrer sine numre til med smart og fiks indpakning. De billige tricks er heldigvis gemt af vejen, men det betyder samtidig, at sangene i sig selv mangler lidt afveksling og alsidighed.