Man kan sammenligne det vilde og viltre udtryk med Tom Waits, der på samme måde formår at sammensmelte folkmusik, teatralske virkemidler og et åbenhjertigt og imødekommende udtryk i en kompliceret sangskrivning. Og alle disse modsætninger er med til at gøre Pays Sauvage til et beundringsværdigt og ganske imponerende værk.
Med Waves cementerer Keith Canisius sin kærlighed for sfærisk shoegaze-pop. Luftige melodier væver sig yndefuldt ind og ud mellem de højtsvævende guitarflader og skaber et patchwork af eventyrlige billeder. Waves er en som smuk sang fra dybet, om end en smule for monoton.
Cecilie Thomsen har kompileret et spændende men fragmenteret soundtrack til det danske Holywood rip off Simon & Malou. Genindspilninger af gamle klassikere sammen med et par nye numre af svingende kvalitet gør soundtracket til en problematisk affære, men ikke desto mindre en positiv overraskelse.
Der er stadig et stykke vej til at Gov’t Mule (udtales Government Mule) er på alles læber i Europa, men i USA hvor bandet hører hjemme, er det en anden historie. I de varme, blueselskende sydstater er Gov’t Mule et stort navn – særligt på grund af den direkte forbindelse til The Allman Brothers Band.
Skunk Anansie er tilbage. Denne opsamling beviser ikke alverden i sig selv, men den gør opmærksom på bandets tilstedeværelse, og den tegner måske et par retninger for fremtiden i kraft af de tre nye numre. Der kommer dog næppe flere fans til på baggrund af denne udgivelse.
Man aner hist og her det talent, der har givet Annie et flot omdømme og en bemærkelsesværdig hype. Men som helhed er Don’t Stop en regulær skuffelse med alt for få mindeværdige øjeblikke, alt for få højdepunkter, alt for megen ensformighed og alt for megen kølighed.
Hvis der er lagt hjerteblod og kærlighed i projektet, undskylder jeg den hårde medfart, men jeg kan ikke finde noget positivt at sige om Love Lost City. Det skulle da lige være, at musikerne spiller fint og uden fejl og Peter Deleuran har en okay metervare stemme, som rammer tonerne rent.
Da jeg for et par år siden overværede et show med SuperCharger i Roskilde, der antog jeg på ingen måde, at det var et band, man ville komme til at høre nævneværdigt mere til. Men der tog jeg så fejl. Og godt for det! For SuperCharger overrasker virkelig med stil med deres debutalbum.
Hist og her på Cosmic Egg sniger der sig et fedt riff ind, men i den store sammenhæng er der altså ikke ret mange mindeværdige numre. ”New Moon Rising” og balladen ”Violence Of The Sun” er de to bedste bud på anbefalelsesværdige sange, mens resten ikke numrene ikke er et must på ipod’ens playliste.
I Got You On Tape har med Spinning For The Cause udgivet et helt igennem fremragende album, som er ren musikalsk nektar for sjælen og som må være en oplagt kandidat til årets danske rockalbum.
Frehley har indspillet en helt igennem hæderlig og værdig plade, der emmer af livsmod, og det er ganske godt gået, når man hedder Ace Frehley, er fyldt 58 og er blevet smidt ud af verdens største rock-cirkus hele to gange i sit liv.
Luk Øresundsbroen. Lad ikke melodimaskinen Bodebrixen undslippe. Den danske duo begejstrer på genindspilningen af deres debutalbum. ”Let’s Go To Sweden” truer de i afslutningsnummeret. I kan lige tro nej. I bliver her!
Det er muligt at nogle mennesker vil finde fornøjelse i Central Market og som vil sætte pris på det mod og den fandenivoldske tilgang, Tyondai Braxton har overfor musik, ildsjælene på Warp Records må jo selvklart høre kvaliteter i denne mand, men personligt finder jeg det ganske uudholdeligt at lytte til.
By Masja er pop på ærlig vis, og det er pop uden bagtanker – men med masser af baggrund. Og det er der ikke nødvendigvis noget galt i, selvom den mavesure altid vil kunne have ret i, at der ikke er noget nyt, at man synes man har hørt formlerne og skabelonerne før.
Kå’s andet udspil efter den anmelderroste debut med Sammenbidt Blidt fra 2005 består af ti modne sange, der kredser om uforløste møder med virkeligheden og med lige så forløsende hjertevarme, når det melankolske blus bliver skruet lidt ned.