Dub Tractor er den smukke lyd af isolation og fravær. Anders Remmer er nærmest vendt tilbage til udgangspunktet fra How Do I og har med vokal, bas og trommer fundet en tone efter electronicaen, der lyder som fravær, men er den oplagte ejsekammerat på vej ind i efteråret.
Electrojuice er et yderst velvalgt navn, for det er noget af en elektronisk vitaminindsprøjtning man indtager, når man drikker af grønskollingernes vitale kilde.
Paradise Lost har fundet sig selv I starten af halvfemserne var Paradise Lost sammen med bands som Anathema og My Dying Bride med til…
Det er ikke fordi, det er vildt. Det bliver Vinyl Floor aldrig. Men som det blomstermønstrede vinylgulv hjemme i barndomshjemmet, vækker kvartetten gode minder fra den klassiske rocks æra, spillet med et overbevisende talent, der forhåbentligt rækker til langt mere end de første fine takter.
Klichéerne er svære at undgå som nyudsprungne artister på den store scene og især tekstmæssigt, trods velmente ord om sorg og kærlighed, er der plads til forbedring. At skrive på dansk ville få Strawberry Blonde til at skille sig mere ud fra mængden, og gøre drømmen om succes mere realistisk.
Genbrug kan jo både handles som fine antikviteter og som de lavere rangerende marskandiser varer. Rammstein sælges smukt indpakket som fin antik, men indholdet er altså noget ideforladt og sine steder, så tæt på musiktyveri fra egne tidligere udgivelser, at man næsten kan se Till Lindemann og Co.´s fingre på copy paste knapperne.
Den mentalt syge Daniel Johnston har længe været lidt af en kult-favorit i musikermiljøet. Nu har han lavet sit mest kommercielle album til dato og er klar til at springe ud i gennembrud, der måske vil betyde, at også andre end de mest musiknørdede vil nikke genkendende til navnet.
Den danske rockscenes ægteskabelige pendant til Brad Pitt og Angelina Jolie, med dygtig og gennemkalkuleret sans for at promovere deres musikalske projekt, kaster sig på ny ind i mediemøllens ubamhjertige centrum med deres nye udspil Black Luck.
Copenhagen Songwriter Festival er et fint tiltag, en stærk idé, og denne præsentations CD er en fin indgang til en række af de bedste og de talentfulde danske sangskrivere. Men der er lidt langt mellem snapsene og variationen, og derfor er det mest en ”nysgerrigheds-skabende” CD frem for en decideret god én af slagsen.
Svensk jazz-bassist forsøger sig med minimalistisk indie. Det lykkes af og til, men det charmerende ydre bliver også en smule kedsommeligt i længden. Tyst vokal og minimalistiske arrangementer kræver lidt ekstra af sangskrivningen, og det leverer Folke ikke i mængder, der er rigelige nok.
Denne gang fungerer det bare endnu bedre end sidst, der på ingen måde var noget dårligt forsøg. Med andre ord er der tale om en ’javli’ tight’ plade uden svage numre, der som ægte mesterværker bare bliver bedre med tiden.
Det er klassisk britrock uden dikkedarer og med Union Jack tatoveret i panden. Er man positiv overfor den præmis, er det såmænd udmærket det Officer Kicks præsenterer. Det er fint håndværk og numrene sparker røv som de skal.
Styrken på Time is a Friend er dog den oprigtige tro på og begejstring for den musikalske mission, man finder i den ægte blues, når den bliver spillet til solopgangen på Møn i en halvkoger med ægte ligesindede.
Edinburgh-bandet Broken Records debuterer med et album, der næppe vinder den helt store genklang i Danmark. Traditionen og interessen for britisk folkemusik med punk-attitude er ganske enkelt for lille i Danmark, men det afholder nu ikke bandet fra at levere varen på store dele af deres debut.
Selv det bedste hold løber ind i nederlag. Det gælder om at komme videre – og sejre næste gang – for at nederlaget kan godtages som et bump på vejen. Lad os håbe Willard Grant Conspiracy er med på den sammenligning, for Paper Covers Stone bør puttes i glemmebogen så hurtigt som muligt.