The End er en helt igennem dejlig plade, som vil gøre sig lige godt uanset årstid og humør, for den rammer helt ubesværet både glæde, tristesse, smil og tårer og den bliver simpelthen bedre og bedre for hver tur i afspilleren. Musik som lyder enkelt og ligetil, uden besvær eller store armbevægelser, er oftest det bedste, men samtidig det sværeste at lave – Brother of End kan præcis det og gør det eminemt på The End.
Mere vildskab, mere kant og lidt mere af den desperate vrede, som Anders Thrane mestrer i høj klasse på titelnummeret ville have gjort underværker. Kombineret med lidt mere vildskab i teksterne ville Thranes debutalbum have peget mod toppen af dansk popmusik.
Den afdæmpede akustiske guitar og hovedpersonens behagelige vokal er i centrum på Alexi Murduchs genudgivede debutalbum. Det er svært ikke at tænke på kunstnere som Nick Drake, Elliott Smith og Hayden når man lytter til det – uden at han dog helt når deres højder.
Katatonia er uden tvivl en af sværvægterne inden for deres felt, og selvom udviklingen rent musikalsk går meget langsomt, bliver det aldrig nogensinde kedeligt eller ligegyldigt. Night Is The New Day er en gennemarbejdet plade på alle niveauer, som klart kan anbefales til alle med hang til smukke melodier og tunge guitarriffs.
Jeg er ganske imponeret over Høgni, der fremstår som en fremragende kunstner, der går i ét med sin musik, og som er hundrede procent integreret i skabelsen af numrene. Og det har den moderne musikscene i den grad brug for at tage imod med åbne arme.
Engang havde W.A.S.P. stor succes med deres helt egen chok-rock inspireret af Kiss og Alice Cooper. Her mere end 20 år efter debuten er der ikke noget, der tyder på genrejsning for den legendariske frontfigur Blackie Lawless. Dertil er der for få højdepunkter.
Der bliver sjældent plads nok til, at den spinkle og udtryksfulde vokal får plads til at sætte sig solidt i produktionerne. Lidt for mange forsøg på at klistre stemninger ovenpå den rene og uspolerede skønhed, medvirker til, at jeg aldrig rigtig finder ind til sjælen i Liva Anderssons ellers så følelsesbetonede og sjælfulde univers.
Kan man leve med at blive afhængig af små 30 min. musik, som man er nødt til at sætte på repeat knappen, er Shrinebuilder et absolut must. Bandet består af fire levende legender som nærmest betragtes som larger than life skikkelser i en musikalsk joint venture. Altså en supergruppe af episke dimensioner hugget i granit.
David Gray virker som en kunstner, der er godt på vej til at finde sig selv – men som stadig mangler det sidste for at være i total balance. På Draw The Line formår David Gray at kombinere den spontane sangskrivning med det modnede udtryk, som også prægede hans seneste studiealbum. Udtrykket er mere helstøbt – men albummet bliver aldrig den store åbenbaring.
Giana Factory har allerede begejstret pressen med flere bemærkelsesværdige liveshows. Og “Bloody Game” viser, at bandet også kan på album. De har noget at byde på, og de er ikke bange for at stå inde for deres særegne, semielektroniske og dragende udtryk.
Yaguar har med sin imponerende spændvidde og sit fornemme udtryk, der rummer så mange af den tidsaktuelle popscenes elementer, potentialet til at blive en af dansk pops mest betydningsfulde udgivelser i dette årti. Og det er næsten skræmmende at tænke sig, hvad Julie Maria kan drive det til, hvis hun fortsætter udviklingen i denne retning.
Vic Chesnutt betegnes mange steder som en af de mest undervurderede kunstnere i sin genre. Og det understreger han med albummet At The Cut, der næppe rammer den store masse-hyldest, men som rummer enormt meget – såvel kvalitets- som indholdsmæssigt. Omend det nok er et album for feinschmeckere.
Walisiske Cate Le Bon er en sangerinde med et ganske særpræget udtryk. Hendes debutalbum Me Oh My udkommer på Super Furry Animal-ikonet Gruff Rhys’ nystartede selskab Irony Bored, og som pilotalbum fra dette selskab viser Cate Le Bon vejen, hvis formålet er at udsende ekstremt udtryksfulde indiealbums med et snævert og psykedelisk snit.
Rasmussens produktion gør brug af masser af rum og små syntetiske støjoverløb, har god fornemmelse for tid, og en økonomisering med virkemidlerne, som er udsøgt og med fingerspitzgefühl for de små og detaljefyldte finesser. Det er en udpræget fornøjelse at lytte til og Aerosol kan sit kram uden noget behov for showoff eller overgjorthed.
Jarman-brødrene har fået legenden Johnny Marr ombord i The Cribs. Resultatet kan høres på gruppens fjerde album “Ignore The Ignorant”, der for alvor sender gruppen ud af den kultstatus, de indtil videre har befundet sig i.