Århusianske Singvogel har tidligere optrådt sammen med poeten Peter Laugesen, men udsender med Disneyexorcist et rendyrket musikalbum. Det er grimt og grumt på det produktionsmæssigt plan, vokalen er skæv, skinger og skrighæs, mens teksterne er syrede men fornøjelige.
Solander viser et gigantisk potentiale, og de steder hvor han rammer topformen, er han i verdensklasse og hans musik antager status af mesterværkspotentiale. Men niveauet varierer for meget, og selvom de grænsesøgende arrangementer netop udskiller sig ved alsidigheden, så kammer eventyrlysten desværre over sine steder.
Sophie Woods placerer sig et sted mellem det lettilgængelige poppede og det kantede, bluesede og soulede. Man kunne sammenligne med en blød og imødekommende udgave af Kira And The Kindred Spirits. Allerbedst er Sophie Woods, når hun lader musikken være beskidt og fuld af nerve.
Helsingborgske Von Benzo debuterer med et selvbetitlet album fyldt til bristepunktet med en gennemført fuldblods rock’n’roll, som svenskerne er så jävla bra på og har så stor ekspertise i, tilsat lidt postgrunge krydderier. Pladen er som hugget i granit med en tung og præcis produktion, hvor alt sidder som det skal.
Den engelske trio Delphic har med Acolyte smidt et fodskubbende og energisk album ud til folk med hang til såvel dansabel electronica som lettere melankolsk poprock. Nogle numre kunne katagoriseres som rocket electronica, mens andre er mere teknoboblende i deres udtryk med tranceagtige stemninger.
Der er enkelte lettere søvndyssende perioder, hvor det er vanskeligt at holde fokus, men inden man slumrer helt hen, bliver man vækket til live af en ny lille charmerende overraskelse. Og det er med til at gøre The Elephants til en god ven, man ikke bliver træt af at være sammen med, men som af og til lever lidt for meget sit eget liv.
Clonecorcle griber fra start fat i lytteren med tonstunge, lige-i-skabet riffs og de iskolde, industrielle keyboardfigurer. Og var det ikke for snage Martin Hellgrens vokal, så ville det faktisk være ganske holdbart.
Det er atypisk at skrive et primært afdæmpet, følsomt og nedbarberet album ud fra positive og varme tanker. Men det lykkes fantastisk for Laura Veirs, der med July Flames begår et stærkt singer/songwriter-album.
Der går halvandet halvsløjt nummer for hver enkelt lækkerbidsken, og derfor synes helhedsindtrykket af Nadia Støt Danner at være lidt for spraglet og broget til, at man skal købe albummet for den musikalske kompletheds skyld.
Der er intet, absolut intet nyt under den finske sol hos FSAS. Der er hverken konsekvens, attitude eller talent, der bevæger sig bare en smule ud over middelmådigheden.
Idlewild’s seneste album, Post Electric Blues, er en stilsikker bekendelse til især den amerikanske folkrock som den lyder i hænderne på Neil Young og hans Skøre Heste og på Mike Stipe og hans karakteristiske sound og sans for melodi og rytme.
Efter utallige gennemlytninger overrasker Benjy Ferree stadig stort på hvert eneste nummer. Det kunne gå hen og blive lidt af en kult-klassiker, og det er egentlig unfair at anmelde et album, inden man føler at man er nået helt til bunds. Men Benjy Ferree bliver ved med at lægge nye lag i sine sange – som om de udviklede sig videre efter indspilningerne.
Muldaur vender tilbage til samme grundlæggende afsæt i sit musikalske ståsted, som der hvor det hele startede i 1963. Og ikke nok med at hun vender tilbage til jug-musikken, så gør hun det også sammen med et par af de samarbejdspartnere hun debuterede med for snart 50 år siden. Og rutinen slår ikke fejl i denne traditionelle sammenhæng.
Bag Hymns From Nineveh står Jonas Petersen, der tidligere har slået sine folder i Attrap, der aldrig rigtigt har fået et egentligt gennembrud. Gennembruddet kommer nok heller ikke med denne jule-ep, men hvis Hymns From Nineveh holder niveau, så skal det nok komme med næste års fuldlængde debut.
Karrierekanonvinderne har tidligere udsendt debuten i Japan, men først nu er den klar i hjemlandet. Og de danske indieelectronicdiscodebutanter har godt greb om popproduktionerne og den lækkertlydende dansestemning, men det bliver alligevel en tand for monotont og ensformigt i længden.