Kunne Dead Confederate holde sig til psychrocken, vel at mærke under ti min. mærket, og hælde grungeinspirationerne ud med badevandet, var det ikke umuligt at jeg blev, om ikke fan, så i hvert fald vældigt begejstret.
Der er mange spændende ting på spil hos WFTE, og fans af den britiske dub-scene bør tjekke duoens avancerede minimalisme ud. Der er en både foruroligende dommedagsprofeti, nærmest suicidal, og en boblende kreativitet, der forener lyset med det dystre, det legende med det farlige.
De nye versioner er næsten klods op af de originale, men har den mikroskopiske divergens fra oprindelsen, at de er en kende mere cremede og velsmurte, med ekstra vægt på det soulfunkede og jeg sidder altså med en slap fornemmelse i maven, når jeg lytter til dem.
Idéerne er mange, og udtrykket er energisk og heftigt. Var idéerne blevet mere gennemførte og havde været udviklet til deres fulde potentiale, var det måske blevet lidt mindre skitseagtigt. Men som helhed læsser Los Campesinos! for meget på ladet og losser lidt for hårdt til omgivelserne til, at de for alvor hænger sammen.
Genremæssigt er det svært at skematisere Clare & The Reasons, der er lige dele indie, folk, pop og cabaret. Som et mix af Rufus Wainwright, Katie Melua og Feist. En skæv pop-vinkel, der kræver åbenhed fra lytteren, men som betaler mange gange igen.
The Hickey Underworld er en komplet uregerlig bastard med ti rockinsprøjtninger, injiceret direkte i aorta, som på trods af bandets stramt og smalt komponerede lydbillede og genredogmer, leverer et varieret, idérigt og melodisk tilgængeligt album med en potent produktion, som fint kombinerer garagerockens spinkelhed med post-hardcorens tyngde.
Meget kan man tilgive, hvis tungen spiller i kinden og hånden har et solidt greb om bollerne i de stramme, røde læderbukser. Men numrene og ikke mindst produktionen er alt for pæn på dette udspil.
Det er ikke den rene elendighed, og der er gode elementer undervejs. Men det bliver lidt for sammensat, lidt for rodet, lidt for koldt og lidt for skurrende til, at jeg kan blive draget af det. Men er man til mørk og dyster rockmusik, og er man åben for en aldeles alternativ tilgang til vokal-kunsten, så kan man muligvis finde lykke ved færøske Knut.
Vexations holder et højt gennemarbejdet musikalsk niveau, med et skævt og charmerende univers som, når det ikke bliver for højpandet og selvhøjtideligt, er fortrinligt, ja indimellem fortryllende at lytte til. Bedst er Get Well Soon i de mere muskuløse og mangefacetterede rocknumre, hvorimod bandet kommer lidt til kort i de stille og introvert intellektuelle sange.
NoSound forbliver kedelige på nyt album, der lyder godt, men som er alt for meget af det samme. Det er behagelig baggrundsmusik, og der er ingen der begynder at ryste på hovedet når det kommer på, men det mangler kant.
Der er tale om stonerrock af fineste slags, med temposkift i de nedre lag, der aldrig bliver forceret, og med masser af energi og drive, som er det brændstof, der skal føde maskinen. De ni skæringer på albummet indeholder præcist så megen krop og fluorescerende stemning, at det bliver solidt overbevisende.
Nye udforskere af den moderne blues-scene kan snildt starte her, for Risager leverer varen i høj klasse. Men har man fulgt artistens seneste albums fra sidelinjen, synes Track Record i lidt for høj grad at være ’endnu én i rækken’, fremfor et album, der markerer nyt fra den danske blueskonge.
På Yeasayers andet album er der skruet op for elektronikken og perkussionen ligger helt fremme i lydbilledet. Det er der blevet et rigtig godt album ud af. Men samtidig et album, der stritter i lidt for mange retninger til helt at fungere som album.
Den danske sangerinde Annika Aakjær slog pænt igennem med sit debutalbum Lille Filantrop. Nu er hun klar med opfølgeren, der trods debutens mange styrker, overgår niveauet med flere længder. Missionær er et stærkt, modent og slagkraftigt popalbum med masser af kant, nerve og personlighed.
Målgruppen har garanteret allerede et par håndfulde udgivelser med andre kunstnere, der lyder nøjagtigt som dette, og derfor kan det synes relativt unødvendigt at investere i Druedahls rare røst og pæne sange.