Det er et fint, forståeligt og sympatisk forsøg, Fionn Regan gør, når han forsøger at sætte mere strøm og energi i sin karriere. Men det er, når han selv stjæler billedet med sine sange, sine fortællinger og sin behagelige vokal, at han er noget særligt. Han sangskrivning kan ikke bære alt for megen elektricitet – det er nerven i vokalen og teksterne, der holder sangene flydende, og det er tydeligt på albummets mere afdæmpede numre.
Jo, han kan spille guitar som en mester. Han synger ganske fedt i sin rock’n’roll blues-stil. Men det er hørt en milliard gange før. Og melodierne, produktionen, arrangementerne bringer intet nyt. Det er som en kopi af en kopi af en kopi.
For de, som allerede har Klondyke på hylderne, er der ikke meget nyt at hente, og jeg kan ærgre mig over, at der ikke er mere end et enkelt nyt nummer, og at alle svinkeærinderne på andre opsamlingsalbums, ikke er taget med her. Det kunne have sat prikken over i’et på en ellers fin oplevelse i dansksproget folk-pop.
Hvis The Kissaway Trail gik enkelte musikelskeres næse forbi, da de debuterede for et par år siden, så må det være et endt kapitel. Med Sleep Mountain viser fynboerne en ekstremt høj klasse, et enormt ambitionsniveau og en imponerende evne til at få det meste til at lykkes.
Tomorrow, In A Year vil være et album, som med sin konceptuelle electro-opera vil kalde på enten kærlighed eller had, forelskelse eller afstandtagen, fascination eller indifference. For mit eget vedkommende hælder jeg klart til den positive side af ovenstående poler.
Odensianske Dorias Baracca er en kvartet med en gennemsnitsalder på under tyve og jeg skal da love for, at de kan deres shoegazebibel til punkt og prikke. De går lukt i shoegazehjertekulen med deres suveræne lyd og stemninger og man er konstant down memory lane, mens Handsome Melting Point EP spiller.
Eneste hæderlige nummer er afslutteren ”Run Instead”, der med sit akustiske guitarfingerspil egentlig er ganske OK, men det bliver også ved det enlige nummer, der reelt er nogenlunde tåleligt. Ellers rammer Vanja næppe ret mange pladehylder – bortset fra dem, der i forvejen bugner af Grand Prix-hits og andre svenske blondine-albums.
På Anna Rosenkildes første EP fremstår hun som en talentfuld sangerinde, der skal smide ydmygheden og pænheden og træde en tand mere i karakter. For alle elementer er tilstede for, at dette kan blive rigtig godt. Og det bliver det, ligeså snart Anna Rosenkilde bliver lidt mere bidsk og smider ydmygheden.
Der er bestemt ingen tvivl om, at Gravity & Grace er et album for de færreste. Men finder man lykke ved den særprægede og nervesitrende vokal og de dystre melankolske sange, så er piano/cello-duoen en forunderlig oplevelse. Under alle omstændigheder skal man lede længe efter en lignende intensitet hos en skandinavisk popduo.
Back to the Light vil være svær at tidsbestemme til 2010. Og det er muligvis meningen at den skal bringe reminiscenser af 80’erne og 90’erne. Desværre er markedet – for det fremgår alt for tydeligt af pladen at den er et produkt, der er rettet mod et marked – for den slags overmættet.
The Dolly Rocker Movement har alle deres lemmer godt plantet i den amerikanske westcoast tradition, og det psykedeliske arvegods fra dinosauruser som The Doors og Jefferson Airplane fornægter sig ikke. Det er dog samtidige The Brian Jonestown Massacre, australiernes lyd lægger sig tættest op ad.
The Looking Glass kan ikke fortsætte, hvor førstesinglerne “Me Me Me” og “Hey My Love, Hey Love!” slipper. Efter adskillige gennemlyt flyder albummets tracks nærmere sammen – og det på trods af, at albummet spænder vidt med inspiration fra flere dekader og utallige stilarter.
Lonelady gør en dyd af at få noget optimalt ud af næsten ingenting helt i DIY ånden, men det bliver altså for beskedne melodier og musikalsk smalkost, hun præsenterer lytteren for. Det bliver simpelthen kedeligt, ensformigt og indimellem næsten ufrivilligt komisk at lytte til.
På A Lapdance for the Devil byder Anoxia på noget så (efterhånden) sjældent som en ægte dansk heavy metal plade med gode melodier, fede riffs, teknisk højt niveau og fandens god stemning.
Der er klare referencer til bade Antony og Wild Beats’ Hayden Thorpe på The Irrepressibles’ debutalbum. Det er storladent med Jamie McDermotts vokal liggende helt i front på de 12 spraglede sange. Det bliver lidt for meget i længden, men i små doser er det virkelig godt.