Overordnet er det et fint album Blood Red Shoes har lavet med en udpræget inspiration fra Yeah Yeah Yeahs, vel at mærke deres første albums inden der gik electro-Blondie i den amerikanske trio. Er man til Yeah Yeah Yeahs og også har hang til Nirvana, vil man ikke gå forkert i byen hos Blood Red Shoes.
Bandet har selv kaldet The Big To-Do for deres ”rock n roll album”, og det kan de have ret i. Det er i hvert…
Med albummet Tick Tock er Dicte retur som sangerinde, men albummet markerer for hende også bruddet med Laust Sonne efter 7 års samliv – og måske dermed også en ny start.
Bjørn Svin leger med minimalismen på sin nye plade “Browen”. Først efter et par gennemlytninger begynder lytterindsatsen at kaste vellyd af sig, men det gør ikke så meget at det af og til kræver noget at lære en plade at kende.
Når varmen trænger igennem og melodierne får lov at stå knivskarpt, så er The Go Find en sand yndlingstysker med skyhøj kvalitet. Der er lidt for mange udsving på kvalitetsskalaen, og det koster i helhedsvurderingen, men indiepopelskere må ikke snyde sig selv for albummets højdepunkter.
Psy:code har med Delusion udgivet et ganske godt debutalbum. Det tekniske niveau er højt og især vokalisten imponerer med et overbevisende og autentisk vokalt arbejde.
Guitar-helten mister momentum I Grækenlands stegende sommerhede, i midten af sommeren 2009 indspillede superguitaristen Joe Bonamassa opfølgeren til kæmpesuccessen The Ballad of John Henry…
Der er kolorit på livet hos britiske Devonté Hynes a.k.a. Lightspeed Champion. Rufus Wainwright møder Mika og aftaler, at de aldrig skal gå den kommercielle vej, men i stedet pille al glatpolering og tilretning af deres numre, og lade dem leve på eksplosiv energi og milliarder af idéer.
Hvorvidt pladen er omsættelig på det japanske marked må stå ubesvaret hen, men under vores breddegrader kan det kun være Megadeth die-hards der vil investere i Tokyo Jukebox. Men dem er der jo også en hel del af.
Det bliver overordnet for ensformigt, selvom evnerne og kvaliteten klart er tilstede. Kun sjældent får jeg dog lyst til at skrue den rigtige vej på volumen-knappen, og kun et par gange undervejs kribler det i fingrene for at lytte til samme nummer en enkelt mere.
Det er smukt, talentfuldt, stærkt, følsomt og imponerende. Men det er også en smule for søgende. Marie-Louise Munck søger ikke afvekslingen ofte nok, og når hun gør, så søger hun lidt for langt fra kernestyrkerne i det varme, smukke, melankolske lydbillede.
The Soft Pack bider sig fast i struben og holder ubønhørligt fast albummet igennem. De amerikanske lømler har leveret et kompromisløst og bundsolidt album, med masser af melodiske skud fra boven og humor indenfor vesten.
Odenseanske Plök har med deres debut Sing Us Yr Guillotine Gospel smidt en flagrende og eklektisk rockudladning fuld af ungdommeligt vovemod og testosteron i kilometerhøjde på gaden. Intet synes umuligt og begrænsninger er ligeså udelukkede som paven til en Slayerkoncert.
Hvis JazzKamikaze skal spille sig ind i min musikalske nysgerrighed, skal de rette fokus mod de fine instrumentale og skæve skæringer der er på albummet, holde sig fra Mew plagiaterne og knuse deres autotuner med de tunge musikalske brokker, der indimellem gemmer sig på Supersonic Revolutions.
Mange vil med garanti vende ryggen til The Strange Boys på grund af den stenede stemning og skæve vokal, men giv dem en chance, for det er i mine ører et forrygende, charmerende og skævt bud på, hvordan rock’n’roll stadig kan fornyes indenfor de ældgamle rammer og dyder.