Personligt trak jeg da på smilebåndet i gamle dage, da Red Warszawa var forfriskende og ret nyskabende, men i 2010 finder jeg mest bulderbassernes fjollemetal infantilt, dumt og bedaget. Chokeffekten er i den grad passé, men det lader bandet til at være de sidste som har opdaget.
Overordnet set havner EF, på trods af intentionerne om det modsatte, med at præsentere et album som er vældig oldschool postrock, med lag på lag opbygninger – stille, støj, stille, crescendo, og lange forløb som man ved må forløses i det traditionelle brag.
Der er flere fine optræk og en enkelt fuldtræffer på Bronson Brothers’ debutalbum. De fine elementer skal forfines væsentligt og sammenhængen på albummet skal have en væsentligt større tyngde, for at næste forsøg bliver vellykket.
The Floor Is Made Of Lava træder i karakter som et stærkt rocknavn, man skal regne med. Et band, der formår at sætte sig selv i scene på bedst mulig måde, og den ungdommelige charme er ikke forsvundet, selvom udtrykket er ganske modent og tydeligt finpudset i forhold til tidligere.
Astonishment skuffer på Beautiful Machine, men ret beset skuffer de kun, fordi deres debutalbum var så helt igennem fænomenal, som det var tilfældet. Samme intensitet, nærvær og nerve findes kun sjældent på Beautiful Machine.
Som skyggebilleder på nethinden flimrer Hummels musikalske rejse sig ind i bevidstheden og udvider sig indefra. Der er ikke tale om afgrænsede skæringer, der starter og stopper i det fysiske rum, der er tale om forløb og erfaringer, der forløser sig gennem lyde og antydninger af anslag.
Sex, Murder & Rock´n´Roll er ganske gedigent udført indenfor genren og Neotek kan uden tvivl deres elektroniske historiebog forfra og bagfra, tillige med et udpræget øre for og en internalisering af de tydelige inspirationskilder. Men tekster og vokal holder ikke niveau!
Det lader til, at OK Go på deres tredje album har taget et enormt skridt rent musikalsk, og man får en fornemmelse af, at de er landet et sted, hvor de befinder sig rigtig godt. Den fantasi og legesygdom, som drengene udviser i deres videoer, er nu i langt højere grad kommet til udtryk musikalsk.
Numrene bliver leveret som glohede metalbyger af et par minutters varighed, og de 12 skæringer er overstået, før man kan barbere en perserkat. Elskere af Madball og Exploited bør lade sig indlægge på Vervains Rigshospital – Psykiatrisk Afdeling!
The Unisex er gedigne og kompetente håndværkere og der er bestemt gyldne øjeblikke på Firesoul, men måske man kunne ønske sig, at den ildsjæl som svenskerne vælger at betitle deres album med, var lidt mere synlig igennem de 13 numre.
At medlemmerne fra Invisius ikke er meget mere end atten år er umuligt at høre på deres debutalbum. En debut, der emmer af overskud, teknisk kunnen og ikke mindst et kæmpe talent. En kandidat til årets album har set dagens lys.
Seabear’s nye album er en klar skuffelse i forhold til forgængeren. Der er sket mangt og meget for islændingene, og udviklingen er ikke til at tage fejl af. Var de nye elementer tilføjet ovenpå de eksisterende styrker – i stedet for at have erstattet dem – havde vi været tæt på noget rigtigt stærkt. Nu ender det mest af alt med antydninger.
Danske The Good the Bad er et kreativt energibundt, der stikker i alverdens retninger på albummet From 018 To 033. Numrene er netop bare numre, men bag tallene er der vitale vitaminer. Men måske er det gået lidt for stærkt med at komme fremad i rækken, for det er ikke alle numre, der er lige interessante på samlingen.
Det tjener på alle måder Stereophonics til ære, at de ikke slår stort konceptualiseret prog-rock brød op. Til gengæld kan man så forvente nogle fængende sange. Når de så udebliver, sidder man tilbage med en skuffelse. Sådan er Keep Calm and Carry On.
Tom McRae lægger sig et sted mellem David Grays tilgængelighed og Damien Rice’s eksplosive skrøbelighed. Halvdelen af numrene er mesterlige, men desværre er ligeså mange numre ikke skarpe nok til at træde frem fra anonymiteten. Når Tom McRae lykkes til fulde er han i mesterklasse – men det sker lidt for sjældent.